Vand og fugle kommer (næsten) af sig selv

–resten af naturen venter på manden med leen.

Vand og fugle har det til fælles, at de kommer meget, meget nemt. Danmark ligger på en hovedfærdselsåre for trækfugle både forår og efterår. Så det kan ikke overraske nogen, at man kan finde en hel del fugle på en given plet af Danmark, hvis bare der er lidt vand tilstede. Men giver det biologisk mangfoldighed? Nej ikke nødvendigvis, for hovedparten af fuglene vil være på transit som trækfugle.

Resten af dansk natur, vores flora, svampe, mosser, laver og insekter, de er så stedtro, at det næsten gør ondt. Den sidste lunge-lav på øerne sidder således og skrumper ind år for år på præcis samme egestamme i Nødebo. Som gammel lungemedicin synes den magtesløs overfor naturens stenlunger. Vores store eremitbiller kravler rundt i de samme, stadigt færre, mørnede egetræer og udgør et zen-billede af vores truede mangfoldighed: De venter kun på manden med leen.

Går vand og mangfoldighed hånd i hånd?
Når vand flyder over sine bredder og erobrer gammelt terræn, så kommer tillægsspørgsmålet, om vand i sig selv giver større biologisk mangfoldighed? Det er der langt fra nogen statsgaranti for. Vand er i tidens løb blevet forsøgt fjernet, drænet og holdt skarpt adskilt fra landbrugsjorden. Nu vil politikerne gerne have vandet tilbage til disse områder. Og det er jo godt, men når de nu fra det ene år til det andet slår en streg over en langvarig tørlægningshistorie, så misser de en oplagt mulighed for at trække næring ud af den lidt for vitaminrige landbrugsjord; næring der nemt kommer til at ligge som langtidsholdbart dræbende slam på bunden af de nye vådområder.

Udpining er kodeord
For at få fuldt udbytte af vandpjaskeriet i forhold til mangfoldig natur, så kræver det forberedelser. Når vand igen og igen ses som løsningen på klimaproblemer og på manglende variation i landskabet, så glemmer vi, at det, vi nu oversvømmer, for kort tid siden var tør og opdyrket landbrugsjord! Det tager tid at ændre på. Og her kommer den gode mand med leen ind i billedet. DN’s erfaringer med pleje af vores tørre natur i Danmark viser, at udpining og fjernelse af næring er en effektiv vej til større biodiversitet.

Før politikernes sættes til at klippe snore for genetablerede søer, skal der derfor være tid til at tænke sig om og til at udpine jorden. Lad os sætte fokus på ordentlig udpining forud for kommende projekter, for selvfølgelig skal vi have mere vand – rent og langtidsholdbart vand!