På et netop afholdt og meget velbesøgt seminar om status på landets biodiversitet, blev status for dansk natur kogt ned til et enkelt bogstav: ad H til. Selv om større søer og vandløb kan præstere atypiske tegn på bedring, som følge af en generelt set bekostelig og ikke altid lige koordineret indsats for vores vandmiljø, så halter den tørre natur efter – langt efter.
Biologiens grundlov: Alt kan blive til skov
Tør natur er især heder og overdrev, der har det så markant dårligt, at selv fagfolk med fingrene i græstørven og lyngen ikke har fundet et eneste positivt tegn på bedring. Og det er heller ikke mærkeligt eller uforståeligt. For det er en af biologiens grundlove, at hvis man fjerner det vilde og uforudsigelige fra naturen og overøser den med næringsstoffer, så får man kun dresseret krat og skov ud af det. For naturen er mester i at gro. Alt kan blive til skov helt af sig selv. Men den skygge, det giver på tidligere solrige arealer, er som ”gift” for dyr, småplanter og insekter. Og det fjerner reelt en stor del af vores 30.000 forskellige organismer, der har været her siden sidste istid, og dermed ærligt har optjent deres plads i solen.
Det kan synes ulogisk, men næringsfattige, tørre og lysåbne arealer er guf for mange fine vækster og insekter, der er tilpasset hinanden.
Naturens egne redskaber er sat i skammekrogen
I naturens egen værktøjskasse er der ellers en masse vildskab og dynamik, der både er simpel og effektiv: Stormfald, oversvømmelse, ildebrande og gnaven i krat, buske og blade. Det sidste bliver helt afgørende, når meget gøres for at begrænse, hvad vinden, havet og ilden i øvrigt kan skaffe af åben plads. Faktisk var der enighed på det netop afholdte biodiversitetsseminar om, at det netop er åben bund, bar mineraljord eller simpelthen plads til naturens udfoldelser, der mangler.
Hvordan får den tørre natur så pladsen igen?
Naturen burde jo være der. Kun 0,5 procent af landet skulle være overdrev med knastør og åben bund, og godt 2 procent burde være tæpper af lyserød lyng. Når nu kysterosion og afbrænding (der netop fornyer overdrev og heder) ikke tillades de store armbevægelser længere, så skal områderne jo forsvinde i krat. Hvis ikke, vil det kræve et stigende antal græssende dyr til aktiv naturpleje.
Sæt fut i redningsaktionen - nu
Det er ikke raketvidenskab det her, men et simpelt regnestykke, hvori indgår et alt for lille antal husdyr til de nævnte 2,5 procent af landets areal, der rummer stort set al vores tørre natur. Der skal med andre ord investeres her og nu i naturpleje som en driftsgren for landmænd og hobbyfolk. Helst efter en overordnet plan, der kunne frigive de mest kratbevoksede skrænter til udrykningshold af buskryddende geder efterfulgt af hårdføre kvægracer. Brandøvelser for civilforsvaret og brandkorps skulle naturligvis også forlægges til tilgroede heder forud for efterfølgende fåregræsning. Begge tiltag ville give både plads og vildskab tilbage til vores blomsterrige, tørre natur – allerede i indeværende år!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
5 kommentarer:
Et sted, hvor de lyskrævende nøjsomhedsarter kan overleve er blottet mineraljord, især blottet kalkholdig mineraljord, især i (gamle) råstofgrave, men faktisk også ved vejanlæg, nye søer m.v. man kan her få lokaliteter, der kan fungere som tilflugtssted for de lyskrævende nøjsomhedsarter en 20-40 år; man kan evt. vedligeholde dem ved nænsom afgravning med måske 10 års mellemrum.
Der er ikke særlig meget Morten Korch over disse lokaliteter, men alligevel noget DN bør være meget opmærksom på.
Vi skal selvfølgelig lave målrettet naturpleje på de klassiske overdrev, enge, strandenge,heder o.s.v. - Men med dt danske landbrugs industrialisering og baggrundsforureningen med plantetilgængeligt N, P og andre næringsstoffer bliver det stadig mere op ad bakke, med mindre dansk landbrug kan undergå et paradigmeskift - hvilket er meget ønskeligt, men nok ikke alt for realistisk inden for en kort årrække i hvert fald. Det skal være driftsformer , der "belønner" de lysåbne naturtyper - så at sige. Paradigmeskiftet kunne også fremstå af, at man betragtede næringstoffer som en mangelvare, der skulle økonomiseres med, og ikke bare noget man pøser på for at få de sidste kortsigtede vækstpromiller.
Jeg efterlyser hos DN både et mere moderne natursyn og en større grad af utraditonalitet. - Der er jo ret beset ikke mange naturtyper, der ikke er menneskeskabte. Men de opleves som "finere", når vi ikke rigtig kan huske, hvordan de opstod og hvem, der blev ophav til dem.
Poul Evald Hansen - formand for DN-Albertslund
Jeg tror vi er enige et langt stykke hen ad vejen, Poul. Grimme ar i landskabet kan have en værdi, når nu alt den oprindelige natur forsvundet i krat. Men de nye råstofgrave bliver jo ikke bedre end hvad nabolokaliteterne kan bibringe eller hvad der kan blæses hid. Derfor synes jeg ikke man skal falde på halen for jernbaneterræner med alskens omkringflyvende og også introducerede arter. Bevares de er da spændende set som udfordring for en ganske lille skare botanikere, der kan det gylle, så at sige. Men at der "ret beset ikke skulle være mange naturtyper, der ikke er menneskeskabte" er jeg ikke helt enig med dig i. Jeg mener for eksempel at pollenanalyser til en vis grad kan dokumentere, at der netop har været en pæn andel lysåben natur også før de glade landmænd kom til fadet. Jo mere vi mister på de oprindelige naturtyper med lang kontinuitet og autenticitet, jo fattige bliver efterladte råstofgrave på "snapse".
Jan Pedersen
Jeg ener DMU og naturstyrelsen har udgivet en rapport omkring måling af biodiversitet vist i 2010. Problemet er vel så, at man ikke endnu har en tidslinje, kan kan forholde sig til. I rapporten er udvalgt et antal størrelse, hvor man ret løst vurderer formodet fremgang og tilbagegang. Men det er en særdeles grov tilnærmelse.
Øh, hvad er det for naturtyper i Dronningeriget, der ikke er menneskeskabte i betydningen opstået som følge af driftsformer?
Jeg kan nævne højmoserne,vel også en del kyststrækningerne, og sandsynligvis også klithederne.
Vi har også nogle få stumper skov, der minder om lidt om urskov, men vel ikke er det i egentlig forstand.
Naturskov, selvgroet skov, der har fået lov til at passe sig selv en lang årrække, er også en meget værdifuld naturtype.
De artsrige enge og ovedrev er også produkter af driftsformer.
Nogle kystskrænter og klinter: Møns Klint, Hanstholmknuden m.v. har også elementer af oprindelig natur, hvor den direkte menneskelige påvirkning er ret lille.
Men det er nu ikke så meget.
Vi skal bestemt passe på arvesølvet, det er bare helt utilstrækkeligt kun at gøre dette. Det er situationen for naturen alt for alvorlig til.
Men DN trænger til et mere moderne natursyn, hvor det er biodiversiteten, der for alvor kommer i højsædet.
Overordnet set er det de lysåbne, næringsfattige naturtyper, der er trængt - og som har mest brug for en hjælpende hånd.
Lige med hensyn til baneskråninger, så kan de udgøre vigtige levesteder for bl.a. markfirben og flere sjældne og halvsjældne nøjsomhedsplanter. Det er ikke kun arter, der bare kommer og går.
Baneskråninger og grusgrave er menneskeskabte, men det er heden jo altså også (måske delvis bortset fra klithederne).
Et moderne natursyn vil efter min mening indebære, at DN også skal være indstillet på at bruge fredningsredskabet på intelligent vis, hvor "nye" naturtyper rummer stor biodiversitet.
Faktisk er kalk- og grusgrave blevet de vigtigste refugier for mange sjældne arter af både planter og dyr, ofte udprægede nøjsomhedsarter. I øvrigt der der også vigtige kulturhistoriske og geologiske aspekter her. Mange grusgrave rummer flotte geologiske profiler, som det ville være synd at ødelægge.
Hej - vi sad ved sidenaf hinanden igår, hvis jeg ikke tager meget fejl.
Her er min hjemmeside adresse . www.himmelhavet.dk
Send en kommentar