Pensionskasser lover unge medlemmer høje afkast. Men jo tættere på pensionsalderen man når, jo større bliver samme kassers incitament til at nedjustere forventningerne. Og frygten for, at kapitalen er gået op i nålestribet røg og spekulation, stiger. For naturen tyder alt på, at ”pensionskassen” giver massiv negativ forrentning: Kapitalen (artsindholdet) er baseret på skønmalerier og røgslør, og vi står tilbage med en bagatel af det oprindelige indskud.
Ofte synliggøres biodiversitet af billedet af en flyvemaskine eller en bil, der kilometer efter kilometer mister skruer og fjedre (arter), og på et eller andet tidspunkt ikke kan køre eller flyve længere (økosystemet bryder sammen). Jeg synes billedet af en flyver passer bedst, da landingen er mere dramatisk end for en strandet bil. Men hvis dansk natur var en bil, ville det være et brugtvognskup hos en platugle af en brugtbilshandler – uden hjul og med varm luft under kølerhjelmen!
For vi har for længst pensioneret vores græssende naturplejere. Stadigt færre landmænd orker den papirjungle, der følger i kølvandet på det at holde græssende naturplejedyr. Og de vilde græssere har vi jo udryddet for længst. Kun de nippende rådyr findes i stort antal. Men deres påvirkning af landskabet i en lys og mangfoldig retning er knapt synlig. Hvis deres antal derimod blev konverteret til græssende geder, så ville bukkejagt i skovens lyse, stille ro nok blive noget ganske anderledes vildt. Og naturen ville kunne se frem til lidt flere år i den arbejdsdygtige alder.
Naturpension på cykel
Når vores brugte naturbil er så ramponeret, hvorfor kører svenskernes Volvo så ufortrødent videre? To forhold ved den svenske ”bil” springer i øjnene: Grundfjeld er svært at opdyrke, og så er der alle de vilde elge og vildsvin. Grundfjeldet gør, at der er så meget mere plads til naturen, og de store og voldsomme dyr passer gratis på naturen. Det giver både hjul, motor og fremdrift.
I Danmark vil vores manglende pleje og plads til naturen betyde en naturpension på cykel. Tag selv ud i efterårsferien – gerne på cykel – og bese din naturpension: Går der græssende dyr rundt i enge, kær og på overdrev? Så kan naturbilen måske alligevel køre lidt endnu. Hvis ikke, så må du nok satse på en meget mere cyklistagtig pensionisttilværelse – uden det helt vilde artsindhold.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
3 kommentarer:
Vi er igen ved at sakke bagud her i de "rige" lande.
Se her hvordan der repareres på skaderne i de "fattige" lande:
Feks:
900.000 træer plantet pr dag af pensioneret bombefly,
http://www.treehugger.com/files/2010/10/old-military-planes-drop-900000-tree-bombs-day.php?campaign=daily_nl
20.000 træer/dag af pakistansk soldat,
http://www.treehugger.com/files/2010/09/pakistani-soldier-plants-20101-trees-in-one-day-new-world-record.php
millioner af mangrover i Senegal.
http://www.treehugger.com/files/2010/09/treehugger-in-senegal-mangrove-loss-worlds-biggest-reforestation-project.php
Det er hverken svært eller dyrt at gøre noget drastisk.
Vi skal bare op af sofaen.
Det der med afgræsning og høslæt...
Jeg er meget enig i at græs og nælder skal holdes nede.
Men for at få så meget mangfoldighed som muligt, (nemt og billigt), er her et forslag:
Hvis der bruges le eller maskiner til at klippe med, så kan det afklippede (gerne efter en eller flere dages tørring) samles i striber/bunker.
Vi må nok indse at netop det at fjerne materialet er det største problem. Det koster tid, penge og kørsel.
Hvis der samtidig er buske og træer på arealet, så kunne man lægge sit hø ovenpå disse buske og træer. Fæld evt træerne først.
Lur mig om ikke der ville komme et mylder af liv i sådan en bunke, samtidig med at små sarte vækster på marken/engen, fik chancen for at overleve.
Grene og stammer bevirker jo at det grønne ikke så nemt "brænder sammen" eller varmkomposterer, med udslip af kvælstof.
Og så gir det skjulesteder til dyrene.
Interessant ide med hø i de væltede trætoppe. Utraditionelt og ukonventionelt, men vi må jo erkende sandheden i at netop bortskaffelsen er ressourcekrævende og mindre festlig (med mindre da det sker på hestevogn og til en hølade). Så i mangel på bedre (bedst er det jo at bruge høet til foder eller til nød biobrændsel).
I Kildemosen plejer vi at slå tagrør på et lidt højere areal (med orkideer etc). Dem har vi altid lagt i nogle store bunker ude i det lidt vådere terræn, som mulig udkigspost for fugle og mulig redekompost for snoge.
Send en kommentar