Jeg kender en skov, der ikke er blevet afgræsset i 200 år. Det kan ses! Overalt mellem de også den gang gamle egetræer står der tæt mørkegrønt vildnis af unge ahorn og bøg. Synsfeltet begrænser sig til de 10 meter, der ligger nærmest stien, selv her i efteråret. Det er ikke godt for de gamle egetræer eller for sommerfugle, flagermus, krybdyr eller andet kravl. De skriger på sol og varme. I flagermusenes vinterhybel har snakken gået om, hvor svært det har været at finde varme pletter med konstant summen af insekter. Bliver det mon bedre til næste år?
Hvis gederne selv kunne vælge
Ja. Det gør det, for jeg har planer om at slippe mine geder løs! Alt for længe har de gået velopdragne rundt på græsgangen og spist sig gennem alle de grene og småtræer, jeg har orket at smide ind til dem. Lytter jeg til dyrenes behov og instinkter, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de meget hellere ville tulre rundt i en tilgroet skov og udføre udtyndingsarbejde – dyrt i mandetimer, men helt gratis med geder. Med løsdrift ville det være skovens få haver og menneskeboliger, der skulle indhegnes, og dyrene kunne for min skyld godt jages om efteråret, ved at de overskydende bukke blev ”prikket” ud. Sikke trofæer, der kunne komme op i de danske stuer. Landracebuk skudt i egen skov!
Jeg ved det godt. Et er planer, noget andet er udført virkelighed. Jeg holder da for meget af mine dyr til at slippe tøjlerne helt. Men tænk, hvis der var nogen der turde. Især en skovejer, der kunne se fordelen ved at få gnavet det mest skyggende løv ud af skovene. Mandetimer til skovningsarbejde, herunder rydning af uønsket opvækst, er ganske bekostelige. Mine erfaringer er, at ædeltræarter som bøg ikke kommer i farezonen med geder i underskoven. Bøg må være for garvesyreholdig for gedens smagsløg. Barken bliver i hvert fald 100 gange længere på bøgegrene end på ahorn, som landracegeder synes at have en forkærlighed for.
Vi må ud af den totale formørkelse
En ny artikel i det botaniske blad ”URT” bekræfter i øvrigt, at ahorn er hjemmehørende. Men samtidig nok den træart, der er mindst modstandsdygtig overfor græsning, og derfor reelt var ude af skovene for 200 år siden. Det vi siden har oplevet, er, med andre ord, en enkelt træarts tilbageerobring af et potentielt ”marked”. Problemet med skovens ”frie marked” er bare, at vi har oplevet en langsomt fremadskridende formørkelse af skovene blandt andet med ahorn. Med mørket er fulgt lokale og nationale udryddelser af sommerfugle, biller og andet kryb, mens blomsterfloret er svundet tilsvarende ind. Og nu er formørkelsen så godt som total.
Hvem kan? – Gederne kan
Derfor skal opfordringen til etablering af gedehold i private, kommunale og statslige skove lyde: Prøv det! Flyt dyrene rundt og lad dem gøre det skovarbejde, ingen rigtigt gider længere – eller har råd til. Vores miljøminister Karen Ellemann gjorde det nemlig så flot til seneste topmøde om biodiversitet, at hun og skovens liv må stå og mangle et ”mirakeldyr”, der kan vende en dyster og mørk national vejrudsigt. Beskeden fra DN er: Dyret findes Karen, og det har været her i tusind år og kan blive eftertragtet som vægopsats efter aftjent dont i biodiversitetsembedet.
tirsdag den 16. november 2010
onsdag den 20. oktober 2010
Naturens pensionskasse giver negativt afkast
Pensionskasser lover unge medlemmer høje afkast. Men jo tættere på pensionsalderen man når, jo større bliver samme kassers incitament til at nedjustere forventningerne. Og frygten for, at kapitalen er gået op i nålestribet røg og spekulation, stiger. For naturen tyder alt på, at ”pensionskassen” giver massiv negativ forrentning: Kapitalen (artsindholdet) er baseret på skønmalerier og røgslør, og vi står tilbage med en bagatel af det oprindelige indskud.
Ofte synliggøres biodiversitet af billedet af en flyvemaskine eller en bil, der kilometer efter kilometer mister skruer og fjedre (arter), og på et eller andet tidspunkt ikke kan køre eller flyve længere (økosystemet bryder sammen). Jeg synes billedet af en flyver passer bedst, da landingen er mere dramatisk end for en strandet bil. Men hvis dansk natur var en bil, ville det være et brugtvognskup hos en platugle af en brugtbilshandler – uden hjul og med varm luft under kølerhjelmen!
For vi har for længst pensioneret vores græssende naturplejere. Stadigt færre landmænd orker den papirjungle, der følger i kølvandet på det at holde græssende naturplejedyr. Og de vilde græssere har vi jo udryddet for længst. Kun de nippende rådyr findes i stort antal. Men deres påvirkning af landskabet i en lys og mangfoldig retning er knapt synlig. Hvis deres antal derimod blev konverteret til græssende geder, så ville bukkejagt i skovens lyse, stille ro nok blive noget ganske anderledes vildt. Og naturen ville kunne se frem til lidt flere år i den arbejdsdygtige alder.
Naturpension på cykel
Når vores brugte naturbil er så ramponeret, hvorfor kører svenskernes Volvo så ufortrødent videre? To forhold ved den svenske ”bil” springer i øjnene: Grundfjeld er svært at opdyrke, og så er der alle de vilde elge og vildsvin. Grundfjeldet gør, at der er så meget mere plads til naturen, og de store og voldsomme dyr passer gratis på naturen. Det giver både hjul, motor og fremdrift.
I Danmark vil vores manglende pleje og plads til naturen betyde en naturpension på cykel. Tag selv ud i efterårsferien – gerne på cykel – og bese din naturpension: Går der græssende dyr rundt i enge, kær og på overdrev? Så kan naturbilen måske alligevel køre lidt endnu. Hvis ikke, så må du nok satse på en meget mere cyklistagtig pensionisttilværelse – uden det helt vilde artsindhold.
Ofte synliggøres biodiversitet af billedet af en flyvemaskine eller en bil, der kilometer efter kilometer mister skruer og fjedre (arter), og på et eller andet tidspunkt ikke kan køre eller flyve længere (økosystemet bryder sammen). Jeg synes billedet af en flyver passer bedst, da landingen er mere dramatisk end for en strandet bil. Men hvis dansk natur var en bil, ville det være et brugtvognskup hos en platugle af en brugtbilshandler – uden hjul og med varm luft under kølerhjelmen!
For vi har for længst pensioneret vores græssende naturplejere. Stadigt færre landmænd orker den papirjungle, der følger i kølvandet på det at holde græssende naturplejedyr. Og de vilde græssere har vi jo udryddet for længst. Kun de nippende rådyr findes i stort antal. Men deres påvirkning af landskabet i en lys og mangfoldig retning er knapt synlig. Hvis deres antal derimod blev konverteret til græssende geder, så ville bukkejagt i skovens lyse, stille ro nok blive noget ganske anderledes vildt. Og naturen ville kunne se frem til lidt flere år i den arbejdsdygtige alder.
Naturpension på cykel
Når vores brugte naturbil er så ramponeret, hvorfor kører svenskernes Volvo så ufortrødent videre? To forhold ved den svenske ”bil” springer i øjnene: Grundfjeld er svært at opdyrke, og så er der alle de vilde elge og vildsvin. Grundfjeldet gør, at der er så meget mere plads til naturen, og de store og voldsomme dyr passer gratis på naturen. Det giver både hjul, motor og fremdrift.
I Danmark vil vores manglende pleje og plads til naturen betyde en naturpension på cykel. Tag selv ud i efterårsferien – gerne på cykel – og bese din naturpension: Går der græssende dyr rundt i enge, kær og på overdrev? Så kan naturbilen måske alligevel køre lidt endnu. Hvis ikke, så må du nok satse på en meget mere cyklistagtig pensionisttilværelse – uden det helt vilde artsindhold.
tirsdag den 5. oktober 2010
Vand og fugle kommer (næsten) af sig selv
–resten af naturen venter på manden med leen.
Vand og fugle har det til fælles, at de kommer meget, meget nemt. Danmark ligger på en hovedfærdselsåre for trækfugle både forår og efterår. Så det kan ikke overraske nogen, at man kan finde en hel del fugle på en given plet af Danmark, hvis bare der er lidt vand tilstede. Men giver det biologisk mangfoldighed? Nej ikke nødvendigvis, for hovedparten af fuglene vil være på transit som trækfugle.
Resten af dansk natur, vores flora, svampe, mosser, laver og insekter, de er så stedtro, at det næsten gør ondt. Den sidste lunge-lav på øerne sidder således og skrumper ind år for år på præcis samme egestamme i Nødebo. Som gammel lungemedicin synes den magtesløs overfor naturens stenlunger. Vores store eremitbiller kravler rundt i de samme, stadigt færre, mørnede egetræer og udgør et zen-billede af vores truede mangfoldighed: De venter kun på manden med leen.
Går vand og mangfoldighed hånd i hånd?
Når vand flyder over sine bredder og erobrer gammelt terræn, så kommer tillægsspørgsmålet, om vand i sig selv giver større biologisk mangfoldighed? Det er der langt fra nogen statsgaranti for. Vand er i tidens løb blevet forsøgt fjernet, drænet og holdt skarpt adskilt fra landbrugsjorden. Nu vil politikerne gerne have vandet tilbage til disse områder. Og det er jo godt, men når de nu fra det ene år til det andet slår en streg over en langvarig tørlægningshistorie, så misser de en oplagt mulighed for at trække næring ud af den lidt for vitaminrige landbrugsjord; næring der nemt kommer til at ligge som langtidsholdbart dræbende slam på bunden af de nye vådområder.
Udpining er kodeord
For at få fuldt udbytte af vandpjaskeriet i forhold til mangfoldig natur, så kræver det forberedelser. Når vand igen og igen ses som løsningen på klimaproblemer og på manglende variation i landskabet, så glemmer vi, at det, vi nu oversvømmer, for kort tid siden var tør og opdyrket landbrugsjord! Det tager tid at ændre på. Og her kommer den gode mand med leen ind i billedet. DN’s erfaringer med pleje af vores tørre natur i Danmark viser, at udpining og fjernelse af næring er en effektiv vej til større biodiversitet.
Før politikernes sættes til at klippe snore for genetablerede søer, skal der derfor være tid til at tænke sig om og til at udpine jorden. Lad os sætte fokus på ordentlig udpining forud for kommende projekter, for selvfølgelig skal vi have mere vand – rent og langtidsholdbart vand!
Vand og fugle har det til fælles, at de kommer meget, meget nemt. Danmark ligger på en hovedfærdselsåre for trækfugle både forår og efterår. Så det kan ikke overraske nogen, at man kan finde en hel del fugle på en given plet af Danmark, hvis bare der er lidt vand tilstede. Men giver det biologisk mangfoldighed? Nej ikke nødvendigvis, for hovedparten af fuglene vil være på transit som trækfugle.
Resten af dansk natur, vores flora, svampe, mosser, laver og insekter, de er så stedtro, at det næsten gør ondt. Den sidste lunge-lav på øerne sidder således og skrumper ind år for år på præcis samme egestamme i Nødebo. Som gammel lungemedicin synes den magtesløs overfor naturens stenlunger. Vores store eremitbiller kravler rundt i de samme, stadigt færre, mørnede egetræer og udgør et zen-billede af vores truede mangfoldighed: De venter kun på manden med leen.
Går vand og mangfoldighed hånd i hånd?
Når vand flyder over sine bredder og erobrer gammelt terræn, så kommer tillægsspørgsmålet, om vand i sig selv giver større biologisk mangfoldighed? Det er der langt fra nogen statsgaranti for. Vand er i tidens løb blevet forsøgt fjernet, drænet og holdt skarpt adskilt fra landbrugsjorden. Nu vil politikerne gerne have vandet tilbage til disse områder. Og det er jo godt, men når de nu fra det ene år til det andet slår en streg over en langvarig tørlægningshistorie, så misser de en oplagt mulighed for at trække næring ud af den lidt for vitaminrige landbrugsjord; næring der nemt kommer til at ligge som langtidsholdbart dræbende slam på bunden af de nye vådområder.
Udpining er kodeord
For at få fuldt udbytte af vandpjaskeriet i forhold til mangfoldig natur, så kræver det forberedelser. Når vand igen og igen ses som løsningen på klimaproblemer og på manglende variation i landskabet, så glemmer vi, at det, vi nu oversvømmer, for kort tid siden var tør og opdyrket landbrugsjord! Det tager tid at ændre på. Og her kommer den gode mand med leen ind i billedet. DN’s erfaringer med pleje af vores tørre natur i Danmark viser, at udpining og fjernelse af næring er en effektiv vej til større biodiversitet.
Før politikernes sættes til at klippe snore for genetablerede søer, skal der derfor være tid til at tænke sig om og til at udpine jorden. Lad os sætte fokus på ordentlig udpining forud for kommende projekter, for selvfølgelig skal vi have mere vand – rent og langtidsholdbart vand!
onsdag den 15. september 2010
Natur er dyr
Natur er en dyr forretning. Når bloggen her tidligere er skvulpet over med lovprisninger af landrace-geder eller andre firbenede græssere, så glemmer man ofte, hvilken investering, der ligger bag. Til hjørnepæle, tråd eller net og til stødgiver - og noget at sætte stikket i! Uden denne basale udrustning får vi ingen dyr fra de trygge stalde og ud i den uoverskuelige og lumske natur.
Men uden dyr forsvinder vores enge i rørskov, vores moser i ellesump, vores overdrev i slåenkrat og vores heder i fyrreskov. Derfor er det nødvendigt at betale den pris det koster. Det er også nødvendigt at få lempet EU lovgivningen, der på mange måder stritter imod praktisk naturpleje. Det er således en stor udgiftspost, at tilse dyrene dagligt, ligesom de skal øremærkes, vaccineres, chippes og måske endda have dyrlægehjælp.
Gratis råd til ministeren
Når en minister melder pas på biodiversitet og beder offentligheden om hjælp, så må det være på tide at komme hende til undsætning: Heste, kvæg, geder og får er eminente naturplejere, der højner biodiversiteten. I dag er der alt for få husdyr der færdes ude i naturen og bidrager til naturpleje. For at hjælpe biodiversiteten godt på vej, burde der være et græssende dyr pr. hektar. Altså burde der rende ca. 350.000 græssende husdyr rundt derude i den danske natur.
Den nye overligger
Men der render ikke 350.000 naturplejende husdyr rundt i Danmark. Jeg tror faktisk næppe, vi når over 1/10 af dette antal, selv når vi tager shetlandsponyer, klappegeder og alpakaer med i beregningerne. Men vi skal op i nærhede af de 350.000, hvis vi vil stoppe den masseuddøen af arter, der er i gang, og som på verdensplan er større, end da dinosaurerne trak stikket ud!
Re-wilding eller helt vildt dyr
Og når der så ikke melder sig et kor af entusiastiske dyreholdere, der vil binde x-antal hundredkronesedler i halen på deres dyr for at kunne lade dem græsse i naturen, så er der endnu et es i ærmet: Vilde dyr eller ”re-wilding” kan det samme. På Sydlangeland afgræsser en flok exmoorponyer et stort sammenhængende, statsejet naturområde. De går ude hele året og har lige klaret en streng vinter på egen hov. Så hvis fødevareministeren kunne tages med i ed og lempe på de mest rigide husdyrregler, så ville mere eller mindre fritlevende bestande af de mest hårdføre racer af husdyr – i store sammenhængende naturområder - kunne tilføre dansk natur den dynamik, den har savnet længe.
Du kan KØBE en forskel
Som forbruger skal du så til at efterspørge naturplejekød. Men det er heller ikke svært. Har man først sat tænderne i saftigt og mørt kød fra dyr, der har trasket op og ned af bakker og skråninger og i det hele taget har brugt deres stærke kroppe til det, de nu engang er skabt til, så tror jeg næppe du vil tilbage til det majspumpede staldkød. Vel? Så vær med til at gøre forskellen: Efterspørg naturplejekød og forlang mere natur med dyr!
Men uden dyr forsvinder vores enge i rørskov, vores moser i ellesump, vores overdrev i slåenkrat og vores heder i fyrreskov. Derfor er det nødvendigt at betale den pris det koster. Det er også nødvendigt at få lempet EU lovgivningen, der på mange måder stritter imod praktisk naturpleje. Det er således en stor udgiftspost, at tilse dyrene dagligt, ligesom de skal øremærkes, vaccineres, chippes og måske endda have dyrlægehjælp.
Gratis råd til ministeren
Når en minister melder pas på biodiversitet og beder offentligheden om hjælp, så må det være på tide at komme hende til undsætning: Heste, kvæg, geder og får er eminente naturplejere, der højner biodiversiteten. I dag er der alt for få husdyr der færdes ude i naturen og bidrager til naturpleje. For at hjælpe biodiversiteten godt på vej, burde der være et græssende dyr pr. hektar. Altså burde der rende ca. 350.000 græssende husdyr rundt derude i den danske natur.
Den nye overligger
Men der render ikke 350.000 naturplejende husdyr rundt i Danmark. Jeg tror faktisk næppe, vi når over 1/10 af dette antal, selv når vi tager shetlandsponyer, klappegeder og alpakaer med i beregningerne. Men vi skal op i nærhede af de 350.000, hvis vi vil stoppe den masseuddøen af arter, der er i gang, og som på verdensplan er større, end da dinosaurerne trak stikket ud!
Re-wilding eller helt vildt dyr
Og når der så ikke melder sig et kor af entusiastiske dyreholdere, der vil binde x-antal hundredkronesedler i halen på deres dyr for at kunne lade dem græsse i naturen, så er der endnu et es i ærmet: Vilde dyr eller ”re-wilding” kan det samme. På Sydlangeland afgræsser en flok exmoorponyer et stort sammenhængende, statsejet naturområde. De går ude hele året og har lige klaret en streng vinter på egen hov. Så hvis fødevareministeren kunne tages med i ed og lempe på de mest rigide husdyrregler, så ville mere eller mindre fritlevende bestande af de mest hårdføre racer af husdyr – i store sammenhængende naturområder - kunne tilføre dansk natur den dynamik, den har savnet længe.
Du kan KØBE en forskel
Som forbruger skal du så til at efterspørge naturplejekød. Men det er heller ikke svært. Har man først sat tænderne i saftigt og mørt kød fra dyr, der har trasket op og ned af bakker og skråninger og i det hele taget har brugt deres stærke kroppe til det, de nu engang er skabt til, så tror jeg næppe du vil tilbage til det majspumpede staldkød. Vel? Så vær med til at gøre forskellen: Efterspørg naturplejekød og forlang mere natur med dyr!
mandag den 23. august 2010
Hø i cykelkurven
I min sommerferie cyklede jeg med min familie. Det var sundt, det var sjovt, og sulten blev stillet med store modflyvende insekter. Udover dette ubestemte indhug i vores insektfauna, så var det især vejrabatter og grøftekanter øjnene faldt på.
Som mental lesvinger er det svært ikke at undres over, så lidt denne ressource af grønne grøftekanter udnyttes til høst af hø. Ja, en gammel traver måske; men netop heste går ofte rundt i ret nedbidte folde – med frit udsyn til højt, saftigt græs ude ved vejen. Så kan man da bedre forstå, at trafikradioen så tit melder om undslupne heste!
Husdyrene vælger grønt
Som hesteejer, eller ejer af et hvilket som helst græssende husdyr helt ned til kanin, marsvin og hamster, er det da oplagt at udnytte grøftekanterne til høst af foder. Trafikken tillader sikker høst særligt langs foldene, langs indkørsler, langs levende hegn og lettere tilgængelige rabatter. Hvis tanken om bilernes udstødningsgasser plager en, så tænk på at der mange steder i landet høstes brødkorn og menneskeafgrøder helt ud til vejene. Hvis husdyrets valg er mellem at vandre hvileløst rundt på bar jord eller få frisk hø med en svag duft af diesel, så tror jeg, de vælger det sidste.
Billigt hø med god mening i
Er man vokset fra en le, og gør man det hellere i maskiner, så kunne strækningerne langs vores cykelstier være et oplagt emne for høst af billigt hø. Med en lettere traktor vil man i noget nær cyklisttempo mange steder kunne høste flere baner hø to gange om året langs de strækninger, man nu orker at samle det sammen fra. For husk: Hø er det først, når det er samlet ind. Ellers er vi bare ude i grøn gødning. Og trods tidens regnskyl så havde Danmark mindst en måned med perfekt høvejr i år.
Jeg lover Danmark et kønnere landskab
Der var engang en, der kom i Folketinget på at love rygvind på cykelstierne. Jeg tror, man kan komme længere med at love mere blomsterrige og mangfoldige grøftekanter. Til den dovne tvivler, der tænker, om det virkelig kan betale sig: Spørg dine husdyr, om de kunne tænke sig et afvekslende tilskud af cikorie, regnfan og gul snerre. Hvis de svarer: Ja! - ved at spise prøvehøsten op, så fortsætter du bare. Grøften vil kvittere med flere blomster hver gang du slår den.
Som mental lesvinger er det svært ikke at undres over, så lidt denne ressource af grønne grøftekanter udnyttes til høst af hø. Ja, en gammel traver måske; men netop heste går ofte rundt i ret nedbidte folde – med frit udsyn til højt, saftigt græs ude ved vejen. Så kan man da bedre forstå, at trafikradioen så tit melder om undslupne heste!
Husdyrene vælger grønt
Som hesteejer, eller ejer af et hvilket som helst græssende husdyr helt ned til kanin, marsvin og hamster, er det da oplagt at udnytte grøftekanterne til høst af foder. Trafikken tillader sikker høst særligt langs foldene, langs indkørsler, langs levende hegn og lettere tilgængelige rabatter. Hvis tanken om bilernes udstødningsgasser plager en, så tænk på at der mange steder i landet høstes brødkorn og menneskeafgrøder helt ud til vejene. Hvis husdyrets valg er mellem at vandre hvileløst rundt på bar jord eller få frisk hø med en svag duft af diesel, så tror jeg, de vælger det sidste.
Billigt hø med god mening i
Er man vokset fra en le, og gør man det hellere i maskiner, så kunne strækningerne langs vores cykelstier være et oplagt emne for høst af billigt hø. Med en lettere traktor vil man i noget nær cyklisttempo mange steder kunne høste flere baner hø to gange om året langs de strækninger, man nu orker at samle det sammen fra. For husk: Hø er det først, når det er samlet ind. Ellers er vi bare ude i grøn gødning. Og trods tidens regnskyl så havde Danmark mindst en måned med perfekt høvejr i år.
Jeg lover Danmark et kønnere landskab
Der var engang en, der kom i Folketinget på at love rygvind på cykelstierne. Jeg tror, man kan komme længere med at love mere blomsterrige og mangfoldige grøftekanter. Til den dovne tvivler, der tænker, om det virkelig kan betale sig: Spørg dine husdyr, om de kunne tænke sig et afvekslende tilskud af cikorie, regnfan og gul snerre. Hvis de svarer: Ja! - ved at spise prøvehøsten op, så fortsætter du bare. Grøften vil kvittere med flere blomster hver gang du slår den.
onsdag den 23. juni 2010
Danskernes foretrukne natur
Undersøgelser viser, at danskerne foretrækker skov eller strand, når de skal på tur i naturen, ligesom hver femte skovtursgæst ikke kan undvære at tjekke nettet for oplysninger inden udflugten. Så kan man, inden man tager af sted, være klar over, om det er muligt at riste pølser over bål, eller om man er henvist til den sammenklappede medbragte rugbrødsmad i en lysning i skoven. Overraskelser er ikke altid det, danskerne foretrækker.
Kan vi kun finde ud af at følge en sti?
Men er det sandt, at danskerne hellere vil en tur i skoven frem for mosen, engen, heden eller overdrevet? Min påstand er, at danskerne svarer ud fra, hvad de har erfaringer med. Og skov er så dejlig nem: Man kommer til en parkeringsplads, stisystemet udgår herfra, og hvad der er skov, er ingen i tvivl om. Men når det kommer til de andre naturtyper, står mange nok af.
Gå på opdagelse nye steder – uden stier
I virkeligheden behøver det ikke være vanskeligt: Mosen er vandmættet og har tørv, engen har mere skiftende vandpåvirkning og ikke altid tørv, og heden har tæpper af lyng. Overdrev kan være lidt vanskelige at finde; overdrev er udpinte græsningsområder typisk på skrånende bund. Tænk at kun 0,6 procent af landet er betegnet som overdrev. Alligevel rummer naturtypen omkring hver tredje planteart! Til sammenligning rummer skoven næsten 40 procent af planteverdenen – og skoven lægger beslag på over 12 procent af landet.
Naturtyper – hvad er skidt og kanel?
Er det overhovedet realistisk at finde ud til disse naturtyper, som vi langtfra alle kender? Jyske heder burde være til at besøge endnu, selv om rigtig mange ”som en kornmark står” da de er pløjet op. Særligt de fredede og statsejede heder har fine besøgsfaciliteter. I resten af landet er det dels mere sparsomt med heder, og der skal ledes lidt mere (måske på nettet). Moser og enge er der en del af, men ved danskerne, hvor de ligger? Og hvordan kommer man ned til dem? Det er ikke ligeså nemt, som at finde en skov eller at køre ud mod vandet. Og her er min pointe: Hvis ikke man kender naturtyperne i grove træk, så har man ikke nogen særlig veldefineret holdning til, hvad der er skidt og kanel i naturpolitik.
Stil krav til naturen
Uden et rigt netværk af besøgsværdige repræsentanter for alle tænkelige naturtyper inden for rimelig køreafstand af de små hjem, så får naturen nok aldrig de danskere, den kunne tænke sig. Nemlig de, der stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt at lade kvaliteten sive ud af områderne i takt med, at den fælles hukommelse om husdyrenes græsning og duften af hø i naturen svinder ind. Uden midler og mål for disse naturtyper, får alt, alt for meget natur lov til at sejle sin egen sø mod artsfattigdom - som i mindrebemidlede ulande.
Vidste du at...
Hvad kunne vende denne tristesse? Spørgelyst fra danskerne til en start. Og derefter en væsentlig omstilling af den fuldstændigt vanvittige landbrugsstøtte, der betyder 0 græssende dyr i naturen lige pt. Kære medborger, vidste du, at du og jeg (alle danskere) betaler ca. 1000 kr. om året til sprøjtelandbrug, men kun ca. 10 kr. om året til naturpleje og genopretning? Jeg vil da 100 gange heller have tallene vendt om, hvad siger du?
Lad dette være udgangssalutten denne sommer, dette herrens år 2010 – året for biologisk mangfoldighed. Jeg vil i sommerens løb være at finde ude i naturen, sammen med andre, der ønsker at gøre en forskel med le, fingerklipper og græssende geder. Vi ses til august.
Kan vi kun finde ud af at følge en sti?
Men er det sandt, at danskerne hellere vil en tur i skoven frem for mosen, engen, heden eller overdrevet? Min påstand er, at danskerne svarer ud fra, hvad de har erfaringer med. Og skov er så dejlig nem: Man kommer til en parkeringsplads, stisystemet udgår herfra, og hvad der er skov, er ingen i tvivl om. Men når det kommer til de andre naturtyper, står mange nok af.
Gå på opdagelse nye steder – uden stier
I virkeligheden behøver det ikke være vanskeligt: Mosen er vandmættet og har tørv, engen har mere skiftende vandpåvirkning og ikke altid tørv, og heden har tæpper af lyng. Overdrev kan være lidt vanskelige at finde; overdrev er udpinte græsningsområder typisk på skrånende bund. Tænk at kun 0,6 procent af landet er betegnet som overdrev. Alligevel rummer naturtypen omkring hver tredje planteart! Til sammenligning rummer skoven næsten 40 procent af planteverdenen – og skoven lægger beslag på over 12 procent af landet.
Naturtyper – hvad er skidt og kanel?
Er det overhovedet realistisk at finde ud til disse naturtyper, som vi langtfra alle kender? Jyske heder burde være til at besøge endnu, selv om rigtig mange ”som en kornmark står” da de er pløjet op. Særligt de fredede og statsejede heder har fine besøgsfaciliteter. I resten af landet er det dels mere sparsomt med heder, og der skal ledes lidt mere (måske på nettet). Moser og enge er der en del af, men ved danskerne, hvor de ligger? Og hvordan kommer man ned til dem? Det er ikke ligeså nemt, som at finde en skov eller at køre ud mod vandet. Og her er min pointe: Hvis ikke man kender naturtyperne i grove træk, så har man ikke nogen særlig veldefineret holdning til, hvad der er skidt og kanel i naturpolitik.
Stil krav til naturen
Uden et rigt netværk af besøgsværdige repræsentanter for alle tænkelige naturtyper inden for rimelig køreafstand af de små hjem, så får naturen nok aldrig de danskere, den kunne tænke sig. Nemlig de, der stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt at lade kvaliteten sive ud af områderne i takt med, at den fælles hukommelse om husdyrenes græsning og duften af hø i naturen svinder ind. Uden midler og mål for disse naturtyper, får alt, alt for meget natur lov til at sejle sin egen sø mod artsfattigdom - som i mindrebemidlede ulande.
Vidste du at...
Hvad kunne vende denne tristesse? Spørgelyst fra danskerne til en start. Og derefter en væsentlig omstilling af den fuldstændigt vanvittige landbrugsstøtte, der betyder 0 græssende dyr i naturen lige pt. Kære medborger, vidste du, at du og jeg (alle danskere) betaler ca. 1000 kr. om året til sprøjtelandbrug, men kun ca. 10 kr. om året til naturpleje og genopretning? Jeg vil da 100 gange heller have tallene vendt om, hvad siger du?
Lad dette være udgangssalutten denne sommer, dette herrens år 2010 – året for biologisk mangfoldighed. Jeg vil i sommerens løb være at finde ude i naturen, sammen med andre, der ønsker at gøre en forskel med le, fingerklipper og græssende geder. Vi ses til august.
torsdag den 10. juni 2010
Høst af hø, høhøst, høslæt eller slet og ret slæt
Det er lige nu det gode hø kan høstes, men hvad er hø? Og hvordan og af hvad producerer du det? Og hvorfor er det overhovedet vigtigt at høste?
”Hø er, når man samler planterne op”. Sådan lød det meget rammende fra en 7 års knægt, der hjalp sin far med at rive brændenælder og andet ukrudt sammen til gedefoder. Nælderne havde dampet vand fra sig i et døgn og stak ikke længere (så meget). Men i den videre snak kom det bag på drengen, at brændenælder ikke får den gule farve, der kendetegner tørt græs, men mere bliver sortgrønne.
Tørke og blæst gir godt hø
Det indkredser meget godt, hvad hø er. For det kan være snart sagt, hvilke urter som helst, der slås med et eller andet skærende redskab, og efterlades til tørring og indsamling. Men hvis høet skal have prima kvalitet, er det vigtigt med en god vejrudsigt: Helst fem dage med høj sol eller i det mindste ingen regn. Blæst er også et effektivt tørringsmiddel. Balladen kommer først, når regnen falder uanmeldt. Her er det nemlig vigtigt at høet vendes. I modsat fald har man inden dagen er omme et fint vækstmedie for svampesporer og begyndelsen til råd!
Høst og bliv rigere på smukke urter
Effekten af hø er uvurderlig i sammenhæng med biologisk mangfoldighed. For jo oftere du høster, jo bedre chancer giver du de mindste urter, de særprægede og de sjældne. Med høet trækker du en væsentlig portion næring ud af jorden. Al den næring, der er indbygget i strå, blade og blomster, ligger nu i høet. Ved at fjerne høet fra marken, naturen eller rabatten, hvor som helst, trækker du mellem 100 og 150 kg kvælstof ud pr. hektar. Det svarer til næsten to års konventionel gødskning af landbrugsjord. Det gør det sværere at være kørvel, kvik og nælde. Men tilsvarende lettere at være kællingetand, gul snerre og knopurt.
Der er ingen grund til at være kræsen eller pillen med hensyn til måden at høste høet på. Håndkraft er dog trættende i længden. Men uanset næsten hvilken maskine, der trækker læsset, så er der (som drengen sagde) først tale om hø, når det er samlet op! Da lange strå altid er nemmere at få væk og revet sammen end småt, grønt smulder, er havetraktorer derfor bortdømt.
Magelighedens onde
Havetraktorer smadrer urterne, ligesom en hver anden plæneklipper, og efterlader grønt smulder, der virker gødende. Selv om havetraktorer er blevet meget populære – også til at frisere langs veje i det offentlige rum – så er de i forhold til mangfoldighed en opretholdelse af grøn ligegyldighed.
Vil du mere, og savner du fysisk tilknytning til naturen, så er leen fantastisk. Med dette primitive, og dog super raffinerede værktøj har tyrolere slået græsplæner i generationer, og du kan også være med. Teknikken kan læres, og når teknikken topper i ens 60 års alder, så glider det rigtig, rigtig fint. Skal du have hø allerede i år, kan du være med i Gribskov den 24-26. juni, hvor DN holder leslåningskursus og le-festival med stor stå-hej. Min gode kollega Nick tager udfordringen op og mener, at alle kan lære at svinge med leen. Se bare her: www.dn.dk/lefestival
”Hø er, når man samler planterne op”. Sådan lød det meget rammende fra en 7 års knægt, der hjalp sin far med at rive brændenælder og andet ukrudt sammen til gedefoder. Nælderne havde dampet vand fra sig i et døgn og stak ikke længere (så meget). Men i den videre snak kom det bag på drengen, at brændenælder ikke får den gule farve, der kendetegner tørt græs, men mere bliver sortgrønne.
Tørke og blæst gir godt hø
Det indkredser meget godt, hvad hø er. For det kan være snart sagt, hvilke urter som helst, der slås med et eller andet skærende redskab, og efterlades til tørring og indsamling. Men hvis høet skal have prima kvalitet, er det vigtigt med en god vejrudsigt: Helst fem dage med høj sol eller i det mindste ingen regn. Blæst er også et effektivt tørringsmiddel. Balladen kommer først, når regnen falder uanmeldt. Her er det nemlig vigtigt at høet vendes. I modsat fald har man inden dagen er omme et fint vækstmedie for svampesporer og begyndelsen til råd!
Høst og bliv rigere på smukke urter
Effekten af hø er uvurderlig i sammenhæng med biologisk mangfoldighed. For jo oftere du høster, jo bedre chancer giver du de mindste urter, de særprægede og de sjældne. Med høet trækker du en væsentlig portion næring ud af jorden. Al den næring, der er indbygget i strå, blade og blomster, ligger nu i høet. Ved at fjerne høet fra marken, naturen eller rabatten, hvor som helst, trækker du mellem 100 og 150 kg kvælstof ud pr. hektar. Det svarer til næsten to års konventionel gødskning af landbrugsjord. Det gør det sværere at være kørvel, kvik og nælde. Men tilsvarende lettere at være kællingetand, gul snerre og knopurt.
Der er ingen grund til at være kræsen eller pillen med hensyn til måden at høste høet på. Håndkraft er dog trættende i længden. Men uanset næsten hvilken maskine, der trækker læsset, så er der (som drengen sagde) først tale om hø, når det er samlet op! Da lange strå altid er nemmere at få væk og revet sammen end småt, grønt smulder, er havetraktorer derfor bortdømt.
Magelighedens onde
Havetraktorer smadrer urterne, ligesom en hver anden plæneklipper, og efterlader grønt smulder, der virker gødende. Selv om havetraktorer er blevet meget populære – også til at frisere langs veje i det offentlige rum – så er de i forhold til mangfoldighed en opretholdelse af grøn ligegyldighed.
Vil du mere, og savner du fysisk tilknytning til naturen, så er leen fantastisk. Med dette primitive, og dog super raffinerede værktøj har tyrolere slået græsplæner i generationer, og du kan også være med. Teknikken kan læres, og når teknikken topper i ens 60 års alder, så glider det rigtig, rigtig fint. Skal du have hø allerede i år, kan du være med i Gribskov den 24-26. juni, hvor DN holder leslåningskursus og le-festival med stor stå-hej. Min gode kollega Nick tager udfordringen op og mener, at alle kan lære at svinge med leen. Se bare her: www.dn.dk/lefestival
onsdag den 2. juni 2010
Naturens lyseslukkere
Kampen om lys blandt planter er nådesløs. De største vinder som oftest, mens de små, lave og krybende bukker under i det grønne mørke. Flere ting kan rykke ved dette:
• Store planteædere kan holde de største i skak, så de små får en fair chance
• Høst af hø kan tæmme de stærkeste, der bliver tyndere og færre år for år
• Afbrænding kan – hurtigt og billigt – friske en halvvissen hede op, så lyngen står frisk og lyserød på ny
Grøn monotoni
Konkurrencen handler om lys, som der helst skal være nok af gennem det grønne og gerne helt ned til jorden, så insekter og krybdyr også kan være med. Alle kan dog ved selvsyn i grøfter og langs veje konstatere, at der bliver længere og længere mellem snapsene – helt bogstaveligt. Snapseurter som perikon og røllike, der ellers anses for almindelige, mangler i de fleste vejkanter og grøfter. Hvorfor nu det? Ofte er forklaringen den, at sprøjtemidler og gødning farver vores landskab i grøn og lysfattig monotoni. Det er godt nok grønt, men kun meget få arter trives. Den biologiske mangfoldighed, biodiversiteten, siver ud af mørket mellem kørvel, kvik og nælder, som er de få gødningstålende vindere.
Næringsfattig jord er et plus-ord
Selv uden denne direkte påvirkning, så er der ammoniakhørmen fra gylletanke og fra staldanlæg. Det giver regnen en helt ny grokraft, især tæt ved disse industrilignende anlæg. Du kan selv konstatere, at hvide ydervægge, plankeværker og havestole får en syg, grønlig tone af alger, der trives med den næringsrige nedbør. For en lang række stadigt sjældnere plantearter betyder det et farvel til voksesteder, de har optaget i hundredvis, antageligt tusindvis af år. Konkurrencen med de gødningstålende bliver simpelthen for unfair.
Kig efter sommerfuglen
En god målestok for den aktuelle mangfoldighed er sommerfugle. De er smukke og poetiske væsener, der efter kaosteorien skulle kunne påvirke aktiekurserne. De kan i hvert fald bruges til at dokumentere, at dem, vi ser til dagligt, som tommelfingerregel er knyttet til nælder eller tidsler. Du og jeg ser nok mest nældens takvinge, dagpåfugleøje og et par stykker mere. Men der findes mere end et halvt hundrede andre arter. De er bare blevet så sjældne, at de kun findes i afgrænsede områder eller på ganske få lokaliteter, hvor man gør noget! Ellers bliver udbuddet af værtsplanter til sommerfuglelarver for ensidigt i det mørke, grønne landskab.
Du kan selv gøre en del for at vende denne ensformighed til variation og mangfoldighed på din matrikel og i din kommune. På denne blog er jeg allerede kommet med par konkrete bud på, hvordan vi passer på det vi har, og ikke mindst hvorfor det er vigtigt. Gravhøje i brand og geder i skoven er kun lige de første bud på, hvordan naturen kan øjne lys for enden af tunnelen.
• Store planteædere kan holde de største i skak, så de små får en fair chance
• Høst af hø kan tæmme de stærkeste, der bliver tyndere og færre år for år
• Afbrænding kan – hurtigt og billigt – friske en halvvissen hede op, så lyngen står frisk og lyserød på ny
Grøn monotoni
Konkurrencen handler om lys, som der helst skal være nok af gennem det grønne og gerne helt ned til jorden, så insekter og krybdyr også kan være med. Alle kan dog ved selvsyn i grøfter og langs veje konstatere, at der bliver længere og længere mellem snapsene – helt bogstaveligt. Snapseurter som perikon og røllike, der ellers anses for almindelige, mangler i de fleste vejkanter og grøfter. Hvorfor nu det? Ofte er forklaringen den, at sprøjtemidler og gødning farver vores landskab i grøn og lysfattig monotoni. Det er godt nok grønt, men kun meget få arter trives. Den biologiske mangfoldighed, biodiversiteten, siver ud af mørket mellem kørvel, kvik og nælder, som er de få gødningstålende vindere.
Næringsfattig jord er et plus-ord
Selv uden denne direkte påvirkning, så er der ammoniakhørmen fra gylletanke og fra staldanlæg. Det giver regnen en helt ny grokraft, især tæt ved disse industrilignende anlæg. Du kan selv konstatere, at hvide ydervægge, plankeværker og havestole får en syg, grønlig tone af alger, der trives med den næringsrige nedbør. For en lang række stadigt sjældnere plantearter betyder det et farvel til voksesteder, de har optaget i hundredvis, antageligt tusindvis af år. Konkurrencen med de gødningstålende bliver simpelthen for unfair.
Kig efter sommerfuglen
En god målestok for den aktuelle mangfoldighed er sommerfugle. De er smukke og poetiske væsener, der efter kaosteorien skulle kunne påvirke aktiekurserne. De kan i hvert fald bruges til at dokumentere, at dem, vi ser til dagligt, som tommelfingerregel er knyttet til nælder eller tidsler. Du og jeg ser nok mest nældens takvinge, dagpåfugleøje og et par stykker mere. Men der findes mere end et halvt hundrede andre arter. De er bare blevet så sjældne, at de kun findes i afgrænsede områder eller på ganske få lokaliteter, hvor man gør noget! Ellers bliver udbuddet af værtsplanter til sommerfuglelarver for ensidigt i det mørke, grønne landskab.
Du kan selv gøre en del for at vende denne ensformighed til variation og mangfoldighed på din matrikel og i din kommune. På denne blog er jeg allerede kommet med par konkrete bud på, hvordan vi passer på det vi har, og ikke mindst hvorfor det er vigtigt. Gravhøje i brand og geder i skoven er kun lige de første bud på, hvordan naturen kan øjne lys for enden af tunnelen.
tirsdag den 25. maj 2010
Slip gederne løs!
Udgivelsen af Danmarks Natur 2010 - med bidrag af alle grønne organisationer – slår nu fast med syvtommersøm, at vores natur mangler variation og dynamik. Begge dele kan klares af et par geder.
Naturen skriger på græsningsdyr
Da vi indtil videre må se mod vores nabolande for at finde store dyr, som vildsvin og elg, der med deres græsning og adfærd kan skabe og opretholde lysåben natur, må vi nøjes med det næstbedste herhjemme: Husdyr. Geder kunne få en langt mere fremtrædende rolle i dansk naturpleje. Selv om H.C. Andersen gjorde, hvad han kunne for at latterliggøre geden som ridedyr i Klodshans (og nej, en ged kan ikke bære noget større end et vuggestuebarn!), så har geder nogle kvaliteter, som naturen skriger på.
Den naturlige buskryder
Geder græsser ovenfra og ned. De piller og plukker ikke på samme synlige måde som eksempelvis får. For geder er løv, kviste og bark nummer et. Dernæst går de, så vidt jeg selv kan bedømme på mine fem landracegeder, efter devicen lidt af hvert. Med en særlig forkærlighed for de groveste urter som kørvel og nælde vil geder i skove, på overdrev og i selvsåede kratskove være en overkommelig måde at nå frem til større biologisk mangfoldighed end i dag.
Hjælp til selvhjælp
Selv om rådyr øjensynligt stortrives som uhegnet husdyr i det åbne land, hvor de tuller rundt mellem diverse fodertønder året rundt, så er deres græsning ikke synlig på samme dynamiske vis som geder. I sluttet skov og krat går geder først løs på alle de grene, knopper og kviste, de kan nå. Det giver langt mere lys til jordbunden, der sikrer ny overlevelse for floret af lave og sårbare planter.
Træerne vokser ikke ind i himlen
Al bark er tilsyneladende en lækkerbisken. Selv sitkagran har mine geder vist interesse i at afbarke – når der nu ikke var mere aks, ahorn, bævreasp, fuglekirsebær, tjørn eller hyld. En gammel stamme af en 60-årig hestekastanje ser også ud til at kunne bides i. Ingen træer vokser dog ind i himlen: Geder kan ikke skelne mellem prydhave og vildnis, så indhegningen skal være i orden. Størst sikkerhed opnår man med flethegn og en strømførende tråd forneden og øverst oppe. Men helt sikker bliver man aldrig, hvilket jo netop er indbegrebet af dynamik!
Go ged!
Det er ikke så svært at få en ged til at skabe variation og dynamik, hvor du bor. Men før du kan glæde dig over gedernes sjove og særprægede brægen, er der få ting, du lige skal have styr på. Find en gedeavler at snakke med om mulighederne. Alle besætninger skal registreres i CHR registeret (Centrale Husdyr Register), og alle dyr skal være vaccinerede og øremærkede. At holde geder i tøjr i vejkanten er ikke længere på mode, så regn med en fornuftig indhegning som skitseret før, måske har din kommune tilmed mulighed for at yde tilskud, hvis gederne skal afgræsse et naturområde. Ellers behøver folden ikke rumme træer og buske, der skal afbarkes, bare du selv har muligheden for at hente det. Gerne flere gange om ugen. Så er den natur barberet!
Naturen skriger på græsningsdyr
Da vi indtil videre må se mod vores nabolande for at finde store dyr, som vildsvin og elg, der med deres græsning og adfærd kan skabe og opretholde lysåben natur, må vi nøjes med det næstbedste herhjemme: Husdyr. Geder kunne få en langt mere fremtrædende rolle i dansk naturpleje. Selv om H.C. Andersen gjorde, hvad han kunne for at latterliggøre geden som ridedyr i Klodshans (og nej, en ged kan ikke bære noget større end et vuggestuebarn!), så har geder nogle kvaliteter, som naturen skriger på.
Den naturlige buskryder
Geder græsser ovenfra og ned. De piller og plukker ikke på samme synlige måde som eksempelvis får. For geder er løv, kviste og bark nummer et. Dernæst går de, så vidt jeg selv kan bedømme på mine fem landracegeder, efter devicen lidt af hvert. Med en særlig forkærlighed for de groveste urter som kørvel og nælde vil geder i skove, på overdrev og i selvsåede kratskove være en overkommelig måde at nå frem til større biologisk mangfoldighed end i dag.
Hjælp til selvhjælp
Selv om rådyr øjensynligt stortrives som uhegnet husdyr i det åbne land, hvor de tuller rundt mellem diverse fodertønder året rundt, så er deres græsning ikke synlig på samme dynamiske vis som geder. I sluttet skov og krat går geder først løs på alle de grene, knopper og kviste, de kan nå. Det giver langt mere lys til jordbunden, der sikrer ny overlevelse for floret af lave og sårbare planter.
Træerne vokser ikke ind i himlen
Al bark er tilsyneladende en lækkerbisken. Selv sitkagran har mine geder vist interesse i at afbarke – når der nu ikke var mere aks, ahorn, bævreasp, fuglekirsebær, tjørn eller hyld. En gammel stamme af en 60-årig hestekastanje ser også ud til at kunne bides i. Ingen træer vokser dog ind i himlen: Geder kan ikke skelne mellem prydhave og vildnis, så indhegningen skal være i orden. Størst sikkerhed opnår man med flethegn og en strømførende tråd forneden og øverst oppe. Men helt sikker bliver man aldrig, hvilket jo netop er indbegrebet af dynamik!
Go ged!
Det er ikke så svært at få en ged til at skabe variation og dynamik, hvor du bor. Men før du kan glæde dig over gedernes sjove og særprægede brægen, er der få ting, du lige skal have styr på. Find en gedeavler at snakke med om mulighederne. Alle besætninger skal registreres i CHR registeret (Centrale Husdyr Register), og alle dyr skal være vaccinerede og øremærkede. At holde geder i tøjr i vejkanten er ikke længere på mode, så regn med en fornuftig indhegning som skitseret før, måske har din kommune tilmed mulighed for at yde tilskud, hvis gederne skal afgræsse et naturområde. Ellers behøver folden ikke rumme træer og buske, der skal afbarkes, bare du selv har muligheden for at hente det. Gerne flere gange om ugen. Så er den natur barberet!
tirsdag den 18. maj 2010
Hvad er ægte natur?
Hø til ingen verdens nytte, genudsætning af stork eller urfugl eller såning af engblomstblanding. Der er mange måder at påvirke naturen på. Men er der overhovedet ægte natur i intensive Danmark?
Hvis man ser en gravhøj i det åbne landbrugsland for sig, så minder den på mange måder om et klippeskær i et stort, frådende hav: Den har knejset som vartegn i et par tusind år, mens landskabet omkring den har været i konstant forandring. Men gravhøjen er dog blevet, hvor den blev lagt som symbol på rigdom opbygget af afskåret græstørv fra værdifuldt græsningsland. Om omgivelserne blev benyttet til svedjebrug med afbrænding af krat og småskov med års mellemrum, eller pløjet med stude, siden heste og traktorer, lige uforandret har gravhøjen ligget.
Mikro-univers
Zoomer vi ind, så vil mange af planterne og sikkert også insekterne på højen være blevet sjældne i omgivelserne omkring højen. Den smukke tjærenellike, nikkende limurt og håret viol, vil alle være efterkommere af en ubrudt kæde af vegetation, der år efter år har indfundet sig på samme plet – sandsynligvis siden etableringen af højen (mit postulat). Det er nok noget af det mest ægte og uforandrede natur, vi danskere kan opdrive. Alligevel behandler vi fortsat gravhøje som ineffektive forhindringer for et stormende fremskridt med byudvikling og industrilandbrug og fjerner flere og flere gravhøje.
Skattekammer
Er det ikke bare noget du finder på Jan, fordi du har været glad for at få løn for at besigtige hundredvis af disse gravhøje? Både og, kan jeg svare: Gravhøje er fascinerende og på en fjern jysk hede med ravne i baggrunden kan fortiden træde ret levende frem for ens indre blik. Men højene er også dejligt konkrete i deres afgrænsning og beliggenhed, tit endda med entydige navne som Store Bregnebjerg, Blushøj, Dansehøj osv. Derfor er der guld at hente om ikke i højen, så i de godt hundred år gamle plantelister fra botanikeres besøg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Små øer af fortabt natur
Med disse plantelister i hånden må man græmmes: Alt for mange værdifulde og sjældne planter – aflæggere fra bronze- og jernalderen – er forsvundet. Med mindre de findes som slumrende frø i jorden, så er den variation tabt – sandsynligvis for bestandigt. Mens tiden har stået stille på gravhøjen, er udviklingen suset forbi rundt omkring: Der er blevet længere til nabohøjen, der græsses ikke længere på højen og de lejlighedsvise afbrændinger, der kunne skabe lys og luft mellem brombær og krat, er også udeblevet de sidste årtier. Alt sammen svækker det gravhøjenes oprindelige indbyggere, der er henvist til at vente – og uddø.
Er du klar til ægte natur?
Derfor opfordrer jeg alle til at være med til at pleje mindst én gravhøj i deres liv! Hvis hver gravhøj havde plejeforældre i massevis, der brugte gravhøjen som udflugtsmål, passede den med kratrydning og afhøstning, og nød alle de vilde blomster, der ville komme frem i lyset, ville det være ægte natur og naturoplevelse. Biodiversiteten ville vokse, og vi ville gøre en forskel. Er du klar?
Hvis man ser en gravhøj i det åbne landbrugsland for sig, så minder den på mange måder om et klippeskær i et stort, frådende hav: Den har knejset som vartegn i et par tusind år, mens landskabet omkring den har været i konstant forandring. Men gravhøjen er dog blevet, hvor den blev lagt som symbol på rigdom opbygget af afskåret græstørv fra værdifuldt græsningsland. Om omgivelserne blev benyttet til svedjebrug med afbrænding af krat og småskov med års mellemrum, eller pløjet med stude, siden heste og traktorer, lige uforandret har gravhøjen ligget.
Mikro-univers
Zoomer vi ind, så vil mange af planterne og sikkert også insekterne på højen være blevet sjældne i omgivelserne omkring højen. Den smukke tjærenellike, nikkende limurt og håret viol, vil alle være efterkommere af en ubrudt kæde af vegetation, der år efter år har indfundet sig på samme plet – sandsynligvis siden etableringen af højen (mit postulat). Det er nok noget af det mest ægte og uforandrede natur, vi danskere kan opdrive. Alligevel behandler vi fortsat gravhøje som ineffektive forhindringer for et stormende fremskridt med byudvikling og industrilandbrug og fjerner flere og flere gravhøje.
Skattekammer
Er det ikke bare noget du finder på Jan, fordi du har været glad for at få løn for at besigtige hundredvis af disse gravhøje? Både og, kan jeg svare: Gravhøje er fascinerende og på en fjern jysk hede med ravne i baggrunden kan fortiden træde ret levende frem for ens indre blik. Men højene er også dejligt konkrete i deres afgrænsning og beliggenhed, tit endda med entydige navne som Store Bregnebjerg, Blushøj, Dansehøj osv. Derfor er der guld at hente om ikke i højen, så i de godt hundred år gamle plantelister fra botanikeres besøg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Små øer af fortabt natur
Med disse plantelister i hånden må man græmmes: Alt for mange værdifulde og sjældne planter – aflæggere fra bronze- og jernalderen – er forsvundet. Med mindre de findes som slumrende frø i jorden, så er den variation tabt – sandsynligvis for bestandigt. Mens tiden har stået stille på gravhøjen, er udviklingen suset forbi rundt omkring: Der er blevet længere til nabohøjen, der græsses ikke længere på højen og de lejlighedsvise afbrændinger, der kunne skabe lys og luft mellem brombær og krat, er også udeblevet de sidste årtier. Alt sammen svækker det gravhøjenes oprindelige indbyggere, der er henvist til at vente – og uddø.
Er du klar til ægte natur?
Derfor opfordrer jeg alle til at være med til at pleje mindst én gravhøj i deres liv! Hvis hver gravhøj havde plejeforældre i massevis, der brugte gravhøjen som udflugtsmål, passede den med kratrydning og afhøstning, og nød alle de vilde blomster, der ville komme frem i lyset, ville det være ægte natur og naturoplevelse. Biodiversiteten ville vokse, og vi ville gøre en forskel. Er du klar?
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
