tirsdag den 16. november 2010

Hvem kan redde biodiversiteten i skovene?

Jeg kender en skov, der ikke er blevet afgræsset i 200 år. Det kan ses! Overalt mellem de også den gang gamle egetræer står der tæt mørkegrønt vildnis af unge ahorn og bøg. Synsfeltet begrænser sig til de 10 meter, der ligger nærmest stien, selv her i efteråret. Det er ikke godt for de gamle egetræer eller for sommerfugle, flagermus, krybdyr eller andet kravl. De skriger på sol og varme. I flagermusenes vinterhybel har snakken gået om, hvor svært det har været at finde varme pletter med konstant summen af insekter. Bliver det mon bedre til næste år?

Hvis gederne selv kunne vælge
Ja. Det gør det, for jeg har planer om at slippe mine geder løs! Alt for længe har de gået velopdragne rundt på græsgangen og spist sig gennem alle de grene og småtræer, jeg har orket at smide ind til dem. Lytter jeg til dyrenes behov og instinkter, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de meget hellere ville tulre rundt i en tilgroet skov og udføre udtyndingsarbejde – dyrt i mandetimer, men helt gratis med geder. Med løsdrift ville det være skovens få haver og menneskeboliger, der skulle indhegnes, og dyrene kunne for min skyld godt jages om efteråret, ved at de overskydende bukke blev ”prikket” ud. Sikke trofæer, der kunne komme op i de danske stuer. Landracebuk skudt i egen skov!

Jeg ved det godt. Et er planer, noget andet er udført virkelighed. Jeg holder da for meget af mine dyr til at slippe tøjlerne helt. Men tænk, hvis der var nogen der turde. Især en skovejer, der kunne se fordelen ved at få gnavet det mest skyggende løv ud af skovene. Mandetimer til skovningsarbejde, herunder rydning af uønsket opvækst, er ganske bekostelige. Mine erfaringer er, at ædeltræarter som bøg ikke kommer i farezonen med geder i underskoven. Bøg må være for garvesyreholdig for gedens smagsløg. Barken bliver i hvert fald 100 gange længere på bøgegrene end på ahorn, som landracegeder synes at have en forkærlighed for.

Vi må ud af den totale formørkelse
En ny artikel i det botaniske blad ”URT” bekræfter i øvrigt, at ahorn er hjemmehørende. Men samtidig nok den træart, der er mindst modstandsdygtig overfor græsning, og derfor reelt var ude af skovene for 200 år siden. Det vi siden har oplevet, er, med andre ord, en enkelt træarts tilbageerobring af et potentielt ”marked”. Problemet med skovens ”frie marked” er bare, at vi har oplevet en langsomt fremadskridende formørkelse af skovene blandt andet med ahorn. Med mørket er fulgt lokale og nationale udryddelser af sommerfugle, biller og andet kryb, mens blomsterfloret er svundet tilsvarende ind. Og nu er formørkelsen så godt som total.

Hvem kan? – Gederne kan
Derfor skal opfordringen til etablering af gedehold i private, kommunale og statslige skove lyde: Prøv det! Flyt dyrene rundt og lad dem gøre det skovarbejde, ingen rigtigt gider længere – eller har råd til. Vores miljøminister Karen Ellemann gjorde det nemlig så flot til seneste topmøde om biodiversitet, at hun og skovens liv må stå og mangle et ”mirakeldyr”, der kan vende en dyster og mørk national vejrudsigt. Beskeden fra DN er: Dyret findes Karen, og det har været her i tusind år og kan blive eftertragtet som vægopsats efter aftjent dont i biodiversitetsembedet.