Pensionskasser lover unge medlemmer høje afkast. Men jo tættere på pensionsalderen man når, jo større bliver samme kassers incitament til at nedjustere forventningerne. Og frygten for, at kapitalen er gået op i nålestribet røg og spekulation, stiger. For naturen tyder alt på, at ”pensionskassen” giver massiv negativ forrentning: Kapitalen (artsindholdet) er baseret på skønmalerier og røgslør, og vi står tilbage med en bagatel af det oprindelige indskud.
Ofte synliggøres biodiversitet af billedet af en flyvemaskine eller en bil, der kilometer efter kilometer mister skruer og fjedre (arter), og på et eller andet tidspunkt ikke kan køre eller flyve længere (økosystemet bryder sammen). Jeg synes billedet af en flyver passer bedst, da landingen er mere dramatisk end for en strandet bil. Men hvis dansk natur var en bil, ville det være et brugtvognskup hos en platugle af en brugtbilshandler – uden hjul og med varm luft under kølerhjelmen!
For vi har for længst pensioneret vores græssende naturplejere. Stadigt færre landmænd orker den papirjungle, der følger i kølvandet på det at holde græssende naturplejedyr. Og de vilde græssere har vi jo udryddet for længst. Kun de nippende rådyr findes i stort antal. Men deres påvirkning af landskabet i en lys og mangfoldig retning er knapt synlig. Hvis deres antal derimod blev konverteret til græssende geder, så ville bukkejagt i skovens lyse, stille ro nok blive noget ganske anderledes vildt. Og naturen ville kunne se frem til lidt flere år i den arbejdsdygtige alder.
Naturpension på cykel
Når vores brugte naturbil er så ramponeret, hvorfor kører svenskernes Volvo så ufortrødent videre? To forhold ved den svenske ”bil” springer i øjnene: Grundfjeld er svært at opdyrke, og så er der alle de vilde elge og vildsvin. Grundfjeldet gør, at der er så meget mere plads til naturen, og de store og voldsomme dyr passer gratis på naturen. Det giver både hjul, motor og fremdrift.
I Danmark vil vores manglende pleje og plads til naturen betyde en naturpension på cykel. Tag selv ud i efterårsferien – gerne på cykel – og bese din naturpension: Går der græssende dyr rundt i enge, kær og på overdrev? Så kan naturbilen måske alligevel køre lidt endnu. Hvis ikke, så må du nok satse på en meget mere cyklistagtig pensionisttilværelse – uden det helt vilde artsindhold.
onsdag den 20. oktober 2010
tirsdag den 5. oktober 2010
Vand og fugle kommer (næsten) af sig selv
–resten af naturen venter på manden med leen.
Vand og fugle har det til fælles, at de kommer meget, meget nemt. Danmark ligger på en hovedfærdselsåre for trækfugle både forår og efterår. Så det kan ikke overraske nogen, at man kan finde en hel del fugle på en given plet af Danmark, hvis bare der er lidt vand tilstede. Men giver det biologisk mangfoldighed? Nej ikke nødvendigvis, for hovedparten af fuglene vil være på transit som trækfugle.
Resten af dansk natur, vores flora, svampe, mosser, laver og insekter, de er så stedtro, at det næsten gør ondt. Den sidste lunge-lav på øerne sidder således og skrumper ind år for år på præcis samme egestamme i Nødebo. Som gammel lungemedicin synes den magtesløs overfor naturens stenlunger. Vores store eremitbiller kravler rundt i de samme, stadigt færre, mørnede egetræer og udgør et zen-billede af vores truede mangfoldighed: De venter kun på manden med leen.
Går vand og mangfoldighed hånd i hånd?
Når vand flyder over sine bredder og erobrer gammelt terræn, så kommer tillægsspørgsmålet, om vand i sig selv giver større biologisk mangfoldighed? Det er der langt fra nogen statsgaranti for. Vand er i tidens løb blevet forsøgt fjernet, drænet og holdt skarpt adskilt fra landbrugsjorden. Nu vil politikerne gerne have vandet tilbage til disse områder. Og det er jo godt, men når de nu fra det ene år til det andet slår en streg over en langvarig tørlægningshistorie, så misser de en oplagt mulighed for at trække næring ud af den lidt for vitaminrige landbrugsjord; næring der nemt kommer til at ligge som langtidsholdbart dræbende slam på bunden af de nye vådområder.
Udpining er kodeord
For at få fuldt udbytte af vandpjaskeriet i forhold til mangfoldig natur, så kræver det forberedelser. Når vand igen og igen ses som løsningen på klimaproblemer og på manglende variation i landskabet, så glemmer vi, at det, vi nu oversvømmer, for kort tid siden var tør og opdyrket landbrugsjord! Det tager tid at ændre på. Og her kommer den gode mand med leen ind i billedet. DN’s erfaringer med pleje af vores tørre natur i Danmark viser, at udpining og fjernelse af næring er en effektiv vej til større biodiversitet.
Før politikernes sættes til at klippe snore for genetablerede søer, skal der derfor være tid til at tænke sig om og til at udpine jorden. Lad os sætte fokus på ordentlig udpining forud for kommende projekter, for selvfølgelig skal vi have mere vand – rent og langtidsholdbart vand!
Vand og fugle har det til fælles, at de kommer meget, meget nemt. Danmark ligger på en hovedfærdselsåre for trækfugle både forår og efterår. Så det kan ikke overraske nogen, at man kan finde en hel del fugle på en given plet af Danmark, hvis bare der er lidt vand tilstede. Men giver det biologisk mangfoldighed? Nej ikke nødvendigvis, for hovedparten af fuglene vil være på transit som trækfugle.
Resten af dansk natur, vores flora, svampe, mosser, laver og insekter, de er så stedtro, at det næsten gør ondt. Den sidste lunge-lav på øerne sidder således og skrumper ind år for år på præcis samme egestamme i Nødebo. Som gammel lungemedicin synes den magtesløs overfor naturens stenlunger. Vores store eremitbiller kravler rundt i de samme, stadigt færre, mørnede egetræer og udgør et zen-billede af vores truede mangfoldighed: De venter kun på manden med leen.
Går vand og mangfoldighed hånd i hånd?
Når vand flyder over sine bredder og erobrer gammelt terræn, så kommer tillægsspørgsmålet, om vand i sig selv giver større biologisk mangfoldighed? Det er der langt fra nogen statsgaranti for. Vand er i tidens løb blevet forsøgt fjernet, drænet og holdt skarpt adskilt fra landbrugsjorden. Nu vil politikerne gerne have vandet tilbage til disse områder. Og det er jo godt, men når de nu fra det ene år til det andet slår en streg over en langvarig tørlægningshistorie, så misser de en oplagt mulighed for at trække næring ud af den lidt for vitaminrige landbrugsjord; næring der nemt kommer til at ligge som langtidsholdbart dræbende slam på bunden af de nye vådområder.
Udpining er kodeord
For at få fuldt udbytte af vandpjaskeriet i forhold til mangfoldig natur, så kræver det forberedelser. Når vand igen og igen ses som løsningen på klimaproblemer og på manglende variation i landskabet, så glemmer vi, at det, vi nu oversvømmer, for kort tid siden var tør og opdyrket landbrugsjord! Det tager tid at ændre på. Og her kommer den gode mand med leen ind i billedet. DN’s erfaringer med pleje af vores tørre natur i Danmark viser, at udpining og fjernelse af næring er en effektiv vej til større biodiversitet.
Før politikernes sættes til at klippe snore for genetablerede søer, skal der derfor være tid til at tænke sig om og til at udpine jorden. Lad os sætte fokus på ordentlig udpining forud for kommende projekter, for selvfølgelig skal vi have mere vand – rent og langtidsholdbart vand!
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
