For tyve kroner natur, tak!

Røgen har kun lige lagt sig efter Kommunernes Landsforenings lovprisning af egen naturindsats: Hele 100 millioner kroner bruges på naturen om året. Og mange tænker sikkert: ”Det er da flot”. 100 millioner kroner er også godt at have til enkelte naturindsatser i særlige naturområder eller til projekter for mishandlede enge og ådale. Men som samlet indsats forslår beløbet som en skrædder i Helvede. Man kan se beløbet som et udtryk for, at alle danskere - babyer som oldinge – hver bruger en rund tyver på naturen om året. Er det virkelig, hvad vi under den?

For et par år siden fik DN's studenterafdeling lavet en plakat til naturkonferencen Wilhjelm+9. Plakatkunstneren bragte under sloganet ”En fattig natur i en rig verden” billedet af en fattig spurv med hatten foran på byens fortov, mens en velklædt, pelsomviklet storbykvinde suser uanfægtet forbi. Jeg har gemt plakaten og sat den op på børneværelset mellem FC Barcelona og Ringenes Herre. Symptomatisk for plakatens budskab kan jeg regne ud, at jeg de seneste år har givet flere penge til tiggere i S-toget end til dansk natur!

Fri adgang for en rund tyver
Så hvordan kan KL anskue 100 mio. kr. som fornemt mange penge, når jeg kalder det sølle 20 kroner pr. snude? Sammenligner vi med et almindeligt familiebudget, kan posten ”tv abonnement” løbe op i 4-5000 kroner om året, hvis man er tilsluttet fællesantenner og 50-100 kanalers ”frit valg på alle hylder”. Mobiltelefon-abonnementet med "ubegrænset taletid" og fri sms kaster vi omtrent lige så mange tusindkronesedler efter. Hvor vil jeg hen med disse tal? Jo, jeg vil understrege, at vi også i ”abonnerer” på naturens goder. Abonnementet giver os fri adgang til til opladning, luft, og oplevelser. Ja, til alle naturens ressourcer – for det betaler vi sølle 20 kroner om året.

Vi får præcis, hvad vi betaler for: En forslået og forhutlet hverdagsnatur klædt i pjalter. Vegetationen falder brun og vissen sammen i lag af ubrugte ressourcer fra år til år, fordi ingen længere ser områderne som kilde til prima hø, velsmagende naturplejekød eller spisekammer. Enge, der tidligere bugnede af liv og mangfoldighed, synker med denne erkendtlighed til plejeindsats uvilkårlig hen i sumpet ødemark.

Skulle vi ikke synkronisere abonnementerne, sætte et nul på bidraget til naturen, droppe al snak om skyld og bortforklaringer, se at få reddet stumperne? Ellers lurer en nær fremtid forude, hvor parkeringsafgiften i vores nationalparker og naturens ”udstillingsvinduer” overstiger vores bidrag til naturens oppehold. Måske pantautomaterne skal til at have en knap, der giver os muligheden for at donere beløbet til ”værdigt trængende dansk natur”.