onsdag den 15. september 2010

Natur er dyr

Natur er en dyr forretning. Når bloggen her tidligere er skvulpet over med lovprisninger af landrace-geder eller andre firbenede græssere, så glemmer man ofte, hvilken investering, der ligger bag. Til hjørnepæle, tråd eller net og til stødgiver - og noget at sætte stikket i! Uden denne basale udrustning får vi ingen dyr fra de trygge stalde og ud i den uoverskuelige og lumske natur.

Men uden dyr forsvinder vores enge i rørskov, vores moser i ellesump, vores overdrev i slåenkrat og vores heder i fyrreskov. Derfor er det nødvendigt at betale den pris det koster. Det er også nødvendigt at få lempet EU lovgivningen, der på mange måder stritter imod praktisk naturpleje. Det er således en stor udgiftspost, at tilse dyrene dagligt, ligesom de skal øremærkes, vaccineres, chippes og måske endda have dyrlægehjælp.

Gratis råd til ministeren
Når en minister melder pas på biodiversitet og beder offentligheden om hjælp, så må det være på tide at komme hende til undsætning: Heste, kvæg, geder og får er eminente naturplejere, der højner biodiversiteten. I dag er der alt for få husdyr der færdes ude i naturen og bidrager til naturpleje. For at hjælpe biodiversiteten godt på vej, burde der være et græssende dyr pr. hektar. Altså burde der rende ca. 350.000 græssende husdyr rundt derude i den danske natur.

Den nye overligger
Men der render ikke 350.000 naturplejende husdyr rundt i Danmark. Jeg tror faktisk næppe, vi når over 1/10 af dette antal, selv når vi tager shetlandsponyer, klappegeder og alpakaer med i beregningerne. Men vi skal op i nærhede af de 350.000, hvis vi vil stoppe den masseuddøen af arter, der er i gang, og som på verdensplan er større, end da dinosaurerne trak stikket ud!

Re-wilding eller helt vildt dyr
Og når der så ikke melder sig et kor af entusiastiske dyreholdere, der vil binde x-antal hundredkronesedler i halen på deres dyr for at kunne lade dem græsse i naturen, så er der endnu et es i ærmet: Vilde dyr eller ”re-wilding” kan det samme. På Sydlangeland afgræsser en flok exmoorponyer et stort sammenhængende, statsejet naturområde. De går ude hele året og har lige klaret en streng vinter på egen hov. Så hvis fødevareministeren kunne tages med i ed og lempe på de mest rigide husdyrregler, så ville mere eller mindre fritlevende bestande af de mest hårdføre racer af husdyr – i store sammenhængende naturområder - kunne tilføre dansk natur den dynamik, den har savnet længe.

Du kan KØBE en forskel
Som forbruger skal du så til at efterspørge naturplejekød. Men det er heller ikke svært. Har man først sat tænderne i saftigt og mørt kød fra dyr, der har trasket op og ned af bakker og skråninger og i det hele taget har brugt deres stærke kroppe til det, de nu engang er skabt til, så tror jeg næppe du vil tilbage til det majspumpede staldkød. Vel? Så vær med til at gøre forskellen: Efterspørg naturplejekød og forlang mere natur med dyr!