Dramatisk natur – en mangelvare

En rumlen i huset var alt, der afslørede, at en af julens temperaturskift fra tø til frost fjernede en del af matriklen. Det var nærmest en ofring til elementerne: 7 krogede asketræer, lidt dunet gedeblad, 3-400 blå anemoner og meget andet godt forsvandt fra min matrikel. Alt i alt ca. 50 m2 af Stevns Klint og et fikspunkt for mig hver morgen.

Se, dét er dynamisk og utæmmet natur! Fantastisk selv om det er uha ”farligt”, hvis man er uforsigtig nok at gå rundt enten ovenfor eller nedenfor sådanne klinter i denne tid, så er det dog noget af det vildeste natur, Danmark kan præstere. Store strækninger er allerede lagt i alt for stramme tøjler. Tag en tur langs kysterne og se, hvor mange anstrengelser, der gøres for at tæmme havet – ofte uden den store samlede planlægning eller overblik over hverken effekt eller virkning.

Vi ligger som vi har redt
Med over 7000 km kyst skulle man ellers mene, at havets brølen mod sten, klipper og strande skulle kunne forløbe rimeligt smertefrit. Men vi ligger, som vi har redt: Bag inddæmmede diger, på lavbundsjorde, der aldrig skulle være blevet til byer og i sommerhuse på første revle. Skaderne, ikke mindst fra stormfloder, skræmmer såvel lodsejere som forsikringsselskaber og måske også Kystdirektoratet – så vi kystsikrer fortsat for fuld kraft uden at stille spørgsmålstegn til proportionerne.

Kystdirektoratet giver lov til kystsikring – det er altså i de tilfælde, hvor der spørges først. Men overliggeren, for i hvilke tilfælde der gives lov, og i hvilke der siges fra, er blevet væk. For der gives lov til sikring af alt fra dårlig landbrugsjord til nedstyrtningstruede bøgetræer. Det kan vores sidste levninger af oprindelig natur ikke være tjent med. Ofte er kysterne rige på natur som strandenge og kystoverdrev, der rejser sig som tilgroede skrænter lige bag stranden. Uden havet som den hjælpende hånd, der fjerner buske og krat med flere års mellemrum og giver grobund for de sjældne urter, mister vi potentielt en af vores mest artsrige naturtyper.

Havet skal tage sine bidder
Hvad om jeg, som den eneste lodsejer langs Stevns Klint, havde søgt om lov til kystsikring ved at smide kampesten ned i vandkanten som små nødforsyningsdrop fra markkanten? Det ville sikkert have givet min mark en længere levetid, og jeg havde fortsat brandværdien af nogle 60årige asketræer. Men jeg ville have eksporteret havets ubønhørlige hamren på kridtklinten til mine naboer. Da jeg ønsker, at mine børn skal arve en mangfoldigere og vildere plet af Danmark, end deres forældre overtog, er det ikke en option.

Et vildere Danmark?
Det, at eksportere bølgeenergien til naboerne, har aldrig været formålet med kystsikring eller godt for naturen bag kysten. Kun når der står væsentlige økonomiske interesser på spil, skal man acceptere ny og gammel kystsikring. Og det vil sige omkring byer, sluttede sommerhusområder og nødvendig infrastruktur. Resten bør have lov til at være med, hvor selv dansk natur bliver vild. Selvom det i Danmark ikke bliver så vildt alligevel. Jeg kan nu 35 meter over havet stå og kikke ned på mine overisede træer i vandkanten og ærgre mig over, at jeg ikke fik dem i brændestakken, mens tid var og så – naivt – håbe på, at mejsekassen på et af træerne kan få endnu et liv blot i mere maritime omgivelser. Måske som kuvøse for stenbideryngel! Det er netop det forunderlige ved naturens feng shui: Det er umuligt at forudsige præcis, hvor og hvordan dramaet udspiller sig - men dramaet udspiller sig, hvis vi giver det forudsætningerne.