Da Karen Ellemann i november sidste år vendte hjem fra FN-topmødet om biodiversitet i Japan, var hun klar til konkret handling og klar at gøre biodiversiteten til en folkesag.
Hvordan kan selv samme minister så nogle måneder senere give det mest intensive landbrug i verden friløb frem til 2027 for kvælstofbelastningen? Det er netop det, Karen Ellemann har præsteret: At give landbruget mulighed for fortsat at overøse en historisk trængt dansk natur med yderligere kvælstof og skyer af ammoniak.
2010 udskudt til 2020 – realistisk?
Det er her, det bliver helt og aldeles umuligt at forestille sig, at vi kan nå de stadig dugfriske vedtagne mål om at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed inden 2020, når det nu heller ikke lykkedes for det intensive landbrugsland i 2010. En bred skare af forskere peger netop på næringsstofbelastningen, som en af de store forhindringer for at komme den hårdt trængte natur til undsætning. Derfor er det glædeligt at Altinget tog misforholdet op til behandling sidste uge, for man kan bare ikke blæse og have uld i munden samtidigt, Karen!
Tyndere sommerfuglebøger i fremtiden
Vi kan gøre det nemt for os selv. Vi kan i stedet droppe alle overflødige rapporter, udredninger og hurtigt arbejdende udvalg – kort sagt al snak og gyldne løfter – og i stedet se på, hvilke sider af vores barndoms flora og faunabøger, der ikke længere afspejler virkeligheden. Og så lad os rive dem ud!
For bogen om danske sommerfugle bliver kun halvt så tyk i næste udgave, og vores danske flora vil være uden de 10-20 procent mest specialiserede arter. Mange arter med fornavnet ”almindelig” vil være sjældne og umulige for lægfolk at opdrive. Folkeskatten af sange og digte om lærker, hjertegræs og merian vil, for den generation miljøministeren vil nå, være ufattelige og uforståelige, når de aldrig får muligheden for at opleve disse dyr og planter på nært hold.
Hold nu fast i det, der er vedtaget for naturen
Dansk natur er en endnu levende patient, der ikke kan klare flere drop eller blokeringer i ilttilførslen. Hvad skal vi med et genoplivningsforsøg i 2020 eller senere, når flere arter til den tid end ikke kan genoplives – eller genopdrives? Det er sund fornuft at holde liv i det, der endnu ånder. Konstrueret natur er ringere og markant dyrere end kontinuerlig naturpleje. Sammenlign blot prisen på en ko og en gravko, så ved du hvad jeg mener!
Læs mere på www.dn.dk/biodiversitet
mandag den 28. februar 2011
onsdag den 2. februar 2011
Det brænder på for dansk natur
På et netop afholdt og meget velbesøgt seminar om status på landets biodiversitet, blev status for dansk natur kogt ned til et enkelt bogstav: ad H til. Selv om større søer og vandløb kan præstere atypiske tegn på bedring, som følge af en generelt set bekostelig og ikke altid lige koordineret indsats for vores vandmiljø, så halter den tørre natur efter – langt efter.
Biologiens grundlov: Alt kan blive til skov
Tør natur er især heder og overdrev, der har det så markant dårligt, at selv fagfolk med fingrene i græstørven og lyngen ikke har fundet et eneste positivt tegn på bedring. Og det er heller ikke mærkeligt eller uforståeligt. For det er en af biologiens grundlove, at hvis man fjerner det vilde og uforudsigelige fra naturen og overøser den med næringsstoffer, så får man kun dresseret krat og skov ud af det. For naturen er mester i at gro. Alt kan blive til skov helt af sig selv. Men den skygge, det giver på tidligere solrige arealer, er som ”gift” for dyr, småplanter og insekter. Og det fjerner reelt en stor del af vores 30.000 forskellige organismer, der har været her siden sidste istid, og dermed ærligt har optjent deres plads i solen.
Det kan synes ulogisk, men næringsfattige, tørre og lysåbne arealer er guf for mange fine vækster og insekter, der er tilpasset hinanden.
Naturens egne redskaber er sat i skammekrogen
I naturens egen værktøjskasse er der ellers en masse vildskab og dynamik, der både er simpel og effektiv: Stormfald, oversvømmelse, ildebrande og gnaven i krat, buske og blade. Det sidste bliver helt afgørende, når meget gøres for at begrænse, hvad vinden, havet og ilden i øvrigt kan skaffe af åben plads. Faktisk var der enighed på det netop afholdte biodiversitetsseminar om, at det netop er åben bund, bar mineraljord eller simpelthen plads til naturens udfoldelser, der mangler.
Hvordan får den tørre natur så pladsen igen?
Naturen burde jo være der. Kun 0,5 procent af landet skulle være overdrev med knastør og åben bund, og godt 2 procent burde være tæpper af lyserød lyng. Når nu kysterosion og afbrænding (der netop fornyer overdrev og heder) ikke tillades de store armbevægelser længere, så skal områderne jo forsvinde i krat. Hvis ikke, vil det kræve et stigende antal græssende dyr til aktiv naturpleje.
Sæt fut i redningsaktionen - nu
Det er ikke raketvidenskab det her, men et simpelt regnestykke, hvori indgår et alt for lille antal husdyr til de nævnte 2,5 procent af landets areal, der rummer stort set al vores tørre natur. Der skal med andre ord investeres her og nu i naturpleje som en driftsgren for landmænd og hobbyfolk. Helst efter en overordnet plan, der kunne frigive de mest kratbevoksede skrænter til udrykningshold af buskryddende geder efterfulgt af hårdføre kvægracer. Brandøvelser for civilforsvaret og brandkorps skulle naturligvis også forlægges til tilgroede heder forud for efterfølgende fåregræsning. Begge tiltag ville give både plads og vildskab tilbage til vores blomsterrige, tørre natur – allerede i indeværende år!
Biologiens grundlov: Alt kan blive til skov
Tør natur er især heder og overdrev, der har det så markant dårligt, at selv fagfolk med fingrene i græstørven og lyngen ikke har fundet et eneste positivt tegn på bedring. Og det er heller ikke mærkeligt eller uforståeligt. For det er en af biologiens grundlove, at hvis man fjerner det vilde og uforudsigelige fra naturen og overøser den med næringsstoffer, så får man kun dresseret krat og skov ud af det. For naturen er mester i at gro. Alt kan blive til skov helt af sig selv. Men den skygge, det giver på tidligere solrige arealer, er som ”gift” for dyr, småplanter og insekter. Og det fjerner reelt en stor del af vores 30.000 forskellige organismer, der har været her siden sidste istid, og dermed ærligt har optjent deres plads i solen.
Det kan synes ulogisk, men næringsfattige, tørre og lysåbne arealer er guf for mange fine vækster og insekter, der er tilpasset hinanden.
Naturens egne redskaber er sat i skammekrogen
I naturens egen værktøjskasse er der ellers en masse vildskab og dynamik, der både er simpel og effektiv: Stormfald, oversvømmelse, ildebrande og gnaven i krat, buske og blade. Det sidste bliver helt afgørende, når meget gøres for at begrænse, hvad vinden, havet og ilden i øvrigt kan skaffe af åben plads. Faktisk var der enighed på det netop afholdte biodiversitetsseminar om, at det netop er åben bund, bar mineraljord eller simpelthen plads til naturens udfoldelser, der mangler.
Hvordan får den tørre natur så pladsen igen?
Naturen burde jo være der. Kun 0,5 procent af landet skulle være overdrev med knastør og åben bund, og godt 2 procent burde være tæpper af lyserød lyng. Når nu kysterosion og afbrænding (der netop fornyer overdrev og heder) ikke tillades de store armbevægelser længere, så skal områderne jo forsvinde i krat. Hvis ikke, vil det kræve et stigende antal græssende dyr til aktiv naturpleje.
Sæt fut i redningsaktionen - nu
Det er ikke raketvidenskab det her, men et simpelt regnestykke, hvori indgår et alt for lille antal husdyr til de nævnte 2,5 procent af landets areal, der rummer stort set al vores tørre natur. Der skal med andre ord investeres her og nu i naturpleje som en driftsgren for landmænd og hobbyfolk. Helst efter en overordnet plan, der kunne frigive de mest kratbevoksede skrænter til udrykningshold af buskryddende geder efterfulgt af hårdføre kvægracer. Brandøvelser for civilforsvaret og brandkorps skulle naturligvis også forlægges til tilgroede heder forud for efterfølgende fåregræsning. Begge tiltag ville give både plads og vildskab tilbage til vores blomsterrige, tørre natur – allerede i indeværende år!
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
