Lad droslerne regere villahaverne

For godt hundrede år siden var det lidt af en sensation at have solsorten ynglende i de store forstadsvillahaver. I dag er det til gengæld indbegrebet af villakvarterer og bymæssig bebyggelse. Vi kender den så godt, at vi glemmer, at den er en forholdsvis ny bofælle i vores haver. Men hvorfor denne udvikling?

Før private haver blev omfangsrige med buske og træer, var brugen af træ som ressource intensivt op igennem 1800 tallet til alt fra bindingsværk til møbler og ikke mindst brænde. Dertil kom den almindelige praksis med at høste friske grene fra landskabets træer til husdyrene i sensommeren. Dette gav alt i alt et meget mere åbent og træløst landskab end det, vi kender i dag. Skovene var derfor solsortens oprindelige territorium – indtil fænomenet haver, som andet og mere end køkkenhave, slog igennem i slutningen af 1800tallet.

Solsorten - en sikker haveart
Blandt droslerne er solsorten den mindst kræsne med hensyn til valg af redested og omgivelser i øvrigt – bare det lugter lidt af skov, er den dér. Da de større byers villakvarterer for over 100 år siden antog ”skov-karakter”, var solsorten da også frisk og flyttede ind. Siden har arealet med denne kernedanske boligtype udvidet sig enormt, og dermed også mulighederne for en meget føjelig fugl som solsorten. Masser af mennesker får derved solsortens sang ind på rygmarven og bliver bløde om hjertet, når den synger, hvad enten det er den langsomme regnvejrssang eller morgenstundens fællessang.

Med sære snegle på arbejdsbænken
Sangdroslen er nok den næstmindst kræsne, og derfor ikke så overraskende den næste til at gøre solsortens indvandring til byerne efter. Men det skete langt senere, og først da træernes kroner var blevet tætte og sammenhængende. Sangdroslen lever desuden meget af snegle, som den på sit ”værksted” kan få ud af sneglehusene. Værkstedet er tit en stor sten, som den knuser sneglen mod, derfor kan sangdroslen godt lide de mere lukkede haver med skygge og snegletempo.

Vilde og fordringsfulde som teenagere
Sjaggeren er den mere vilde slægtning til solsort og sangdrossel. Den trives i flok, og yngler også sådan, selv om flokstørrelsen kan variere fra to til snesevis af par i samme gruppe træer. Det er netop de lidt afsidesliggende grupper af træer, der er artens domæne, og derfor er sjaggeren også først kommet inden for i villaområderne efterhånden som fællesarealer og yderområder har antaget den – for sjaggere – rigtige udformning.

Kronjuvelen i den store villahave
Misteldroslen er så kronjuvelen blandt droslerne. Den er stor og har en dybere og mere barsk stemme, end solsorten. Misteldrossel er straks mere kræsen. I skovene vil man typisk finde den repræsenteret i de ædleste dele af skoven – i højskoven, med indslag af gamle bøge, ege eller enkelte gamle graner. Og dette skovbillede er jo ikke så sært det sidste til at indfinde sig i byerne. Det kræver pænt store villahaver, hvor ingen har rørt en finger de sidste 50 år! Den type haver er svære at finde i dagens Danmark, hvor feng shui og haveprogrammer møver stadig større indslag af krukker og fliser ind på bekostning af ”skov”.

Inviter hele orkesteret ind i din have
Hvis du vil lave din have om til drosselland, så er den vigtigste ingrediens tålmodighed! Lad buske og træer gro, sats på hjemmehørende arter, slå eventuelt græsplænen fra tid til anden, så fodbold og kroket bliver muligt. Men lad derudover tiden gå, nyd udviklingen og solsortens sang til en behagelig start.