Birkesaft og pollenallergi

For pollenallergikere er foråret ikke helt det samme overflødighedshorn af nyudsprungne grønne og gyldne nuancer. Eller det er det måske nok. Men det er krydret med så mange usynlige, og, for allergikere, stærkt ubehagelige elementer, at det smukke ligesom får en kant, det ikke var tiltænkt. Forklaringen er som bekendt pollen, pollen fra træer, græs og bynke. Sjovt nok alle repræsentanter for en flora, der trives godt i naturen, særligt hvis vi overhælder den med næring, hvis vi plejer den uhensigtsmæssigt eller simpelthen lader stå til.

Birketræet er flyttet ind alle vegne
En af de allerbedste til at dukke uventet op, først som spæd og uskyldig busk, er birk. Vortebirk og dunbirk er begge knyttet til let fugtige områder, men kan vokse på næsten al slags jord. Da de er hurtige til at vokse i vejret og se ud af noget, er de samtidigt nogle af førstegangshaveejernes foretrukne nyplantninger. Glæden holder sig typisk kun 15-20 år, så bliver birketræerne erklæret for store, for skyggende eller bare for meget. I bedste fald fældes de.

Vandtyven der forandrer naturen
Ude i den mindre kontrollerede natur, i dansk vildmark, er birken ofte et problem. Den dukker op hvor som helst – på hederne, i engene og i moserne. Særligt vores vigtige højmoser og fattigkær (fattige på næring!) er rigtig dårligt tjent med denne saftsuger. Birketræer er vandtyve i højmoser, der er én stor svamp af sphagnummosser og hvis sjældne planteverden er betinget af masser af vand, intet afløb og stort set ingen næring. Med birketræernes hurtige vækst og rigelige lysegrønne krone står de dagligt og pumper vand ud af højmoserne. Derved letter de samtidig indvandringen for andre birketræer, eventuelt eget afkom, og en udtørringsproces er godt i gang. Når birken kan gøre dette ved en naturtype, der ellers fra naturens hånd er en af de mindst gæstfrie, så er det klart, at birk kan dukke op og overleve, hvor som helst.

Vestamager – det inddæmmede areal
Når prognoserne for birkepollen i København siger ”høj”, kan det hænge sammen med sydvestenvinden og skyer af birkepollen, der driver ind fra forstædernes villahaver, rekreative arealer og ikke mindst Vestamager. Vestamager er historien om, hvordan vi mennesker påvirker omgivelserne på en uheldig måde, som netop gøder jorden for birketræer. Og det er historien om en kolossal landskabsforandring på kun 60 år fra de en gang vidtstrakte flader med strandenge og tidevandspåvirket havbund til rørskov og birkeskov. Vi skulle kalde Vestamager for ”Det inddæmmede Areal”. Det giver en bedre forståelse af, hvorfor flokke (kun flokke!) på ca. 10.000 hjejler og viber var en saga blot allerede i 1950’erne. Birkeskovene er i dag domineret af 30-40 årige birketræer, der pulser pollen fra sig med hvert et vindpust. Og som fænomen langt fra et københavnerfænomen.

Tør næsen og hold igen med birken
Er der da slet ikke noget godt i birk? Jo, det er nemt at fælde og flække, og det brænder lystigt, og med alderen kommer der – når ret, skal være ret – også spændende sumpskove ud af tilgroningsstadierne. Men det kræver tid, og det giver fortsat pollenskyer. Så et godt råd herfra, der vil gavne både pollenallergikere og de naturtyper, som birken kvæler, er: Hold igen med nyplantning af birk. Prøv med røn, der kan saves ned og komme igen flere gange. Og nyd birk som gavntræ til brænde, og tør så næsen - for fri for birk, det bliver vi aldrig.