Biodiversitet er ikke raketvidenskab

Biodiversitet risikerer at blive så komplekst og problematisk et emne, at vi overser de simple og ret enkle løsninger på problemerne, som trods alt findes. Biodiversitet er ikke raketvidenskab, men et spørgsmål om viljen til at fastholde græssende dyr i landskabet og udføre kompenserende naturpleje.

Plejer gravemaskiner naturen?
Ønskelisten til et nyt, samarbejdende Folketing er alenlang. Men hvis biodiversitet skal være andet end et skvulp i skåltaler, så er der brug for enkle og virkningsfulde tiltag. Nu. For når en gravemaskines hærgen i en tilgroet eng eller mose efterhånden anses for en form for pleje, ud fra tesen om at en fin nygravet sø er bedre end tilgroningsstadier, så har virkeligheden for længst overhalet selv de mest pessimistiske rapporter om tilbagegang for den lysåbne natur, der helst så gravemaskinerne afløst af ”gnavemaskiner”.

Plejepligt på alle overdrev
Et konkret, enkelt og virkningsfuldt redskab kunne være at følge § 3 beskyttelsen af de sidste udryddelsestruede overdrev op med en plejepligt. Når en mikroskopisk andel af vores landareal kan stå for næsten en tredjedel af vores rødlistede arter, så siger det noget åbenlyst om de værdier, vi mister lige nu. I dag gror overdrevene til, rødlisterigdommen forsvinder og endeløse krat præger i stedet vores tidligere åbne kystskrænter og stenede udmarker. En plejepligt ligger fint i forlængelse af landbrugslovens rydningspligt og kunne finansieres ved permanent at fritage de pågældende arealer for ejendomsbeskatning.

Græssende husdyr skal der til
At der også skal græssende dyr til - i langt større tal i aktiv naturtjeneste end i dag - er lige så åbenbart. Med over 300.000 hektar græsningsafhængig natur og måske blot 10-20.000 naturplejende kreaturer, siger det noget om, hvad der mangler, når man normalt anbefaler ét kvæg pr. hektar. Disse dyr mangler og har gjort det længe. Det alarmerende er blot, at udviklingen mod fortsat færre kvalitetsgræssere fortsætter. Særligt Fyn, Sjælland og øerne står tilbage med et skrabsammen af klappegeder, lamaer og shetlandsponyer. Her må Staten træde til som enten dyreholder i større stil eller stå for sanering af et virvar af regler, der i praksis dæmper incitamentet for at holde naturplejende kvæg. Og brug nu ikke EU-undskyldningen, for nabolande som Tyskland og Sverige kan også være fuldgyldige EU medlemmer og have masser af græssende kvæg i naturen.

Næste effektive middel
Skulle den nye regering efter et par vellykkede år ad disse spor have fået mod på mere, så skal opfordringen herfra lyde: Kast opmærksomheden på rigkær, der med sin enorme rigdom af plantearter (op til 200) burde leve op til sit navn. I Skåne kender de samtlige rigkær, og de kender både aktuel status og udviklingen de sidste 10 og 20 år. Og de er bekymrede for de 15 procent, der ikke plejes. I Danmark er der grund til bekymring for de 85 procent, der ikke plejes og ikke er blevet det i årevis. Hvor mange voksesteder for Vibefedt, Leverurt og Mygblomst der er røget på den alarmerende mangel på rettidig omhu, er ikke for småbørn at regne på. Og venter vi længere endnu, så kan selv ikke de mest skånsomme gravemaskiner grave disse områder frem igen: De vil for evigt være forvandlet til ynkelige ellekrat og sumpskove.