For tyve kroner natur, tak!

Røgen har kun lige lagt sig efter Kommunernes Landsforenings lovprisning af egen naturindsats: Hele 100 millioner kroner bruges på naturen om året. Og mange tænker sikkert: ”Det er da flot”. 100 millioner kroner er også godt at have til enkelte naturindsatser i særlige naturområder eller til projekter for mishandlede enge og ådale. Men som samlet indsats forslår beløbet som en skrædder i Helvede. Man kan se beløbet som et udtryk for, at alle danskere - babyer som oldinge – hver bruger en rund tyver på naturen om året. Er det virkelig, hvad vi under den?

For et par år siden fik DN's studenterafdeling lavet en plakat til naturkonferencen Wilhjelm+9. Plakatkunstneren bragte under sloganet ”En fattig natur i en rig verden” billedet af en fattig spurv med hatten foran på byens fortov, mens en velklædt, pelsomviklet storbykvinde suser uanfægtet forbi. Jeg har gemt plakaten og sat den op på børneværelset mellem FC Barcelona og Ringenes Herre. Symptomatisk for plakatens budskab kan jeg regne ud, at jeg de seneste år har givet flere penge til tiggere i S-toget end til dansk natur!

Fri adgang for en rund tyver
Så hvordan kan KL anskue 100 mio. kr. som fornemt mange penge, når jeg kalder det sølle 20 kroner pr. snude? Sammenligner vi med et almindeligt familiebudget, kan posten ”tv abonnement” løbe op i 4-5000 kroner om året, hvis man er tilsluttet fællesantenner og 50-100 kanalers ”frit valg på alle hylder”. Mobiltelefon-abonnementet med "ubegrænset taletid" og fri sms kaster vi omtrent lige så mange tusindkronesedler efter. Hvor vil jeg hen med disse tal? Jo, jeg vil understrege, at vi også i ”abonnerer” på naturens goder. Abonnementet giver os fri adgang til til opladning, luft, og oplevelser. Ja, til alle naturens ressourcer – for det betaler vi sølle 20 kroner om året.

Vi får præcis, hvad vi betaler for: En forslået og forhutlet hverdagsnatur klædt i pjalter. Vegetationen falder brun og vissen sammen i lag af ubrugte ressourcer fra år til år, fordi ingen længere ser områderne som kilde til prima hø, velsmagende naturplejekød eller spisekammer. Enge, der tidligere bugnede af liv og mangfoldighed, synker med denne erkendtlighed til plejeindsats uvilkårlig hen i sumpet ødemark.

Skulle vi ikke synkronisere abonnementerne, sætte et nul på bidraget til naturen, droppe al snak om skyld og bortforklaringer, se at få reddet stumperne? Ellers lurer en nær fremtid forude, hvor parkeringsafgiften i vores nationalparker og naturens ”udstillingsvinduer” overstiger vores bidrag til naturens oppehold. Måske pantautomaterne skal til at have en knap, der giver os muligheden for at donere beløbet til ”værdigt trængende dansk natur”.

Biodiversitet er ikke raketvidenskab

Biodiversitet risikerer at blive så komplekst og problematisk et emne, at vi overser de simple og ret enkle løsninger på problemerne, som trods alt findes. Biodiversitet er ikke raketvidenskab, men et spørgsmål om viljen til at fastholde græssende dyr i landskabet og udføre kompenserende naturpleje.

Plejer gravemaskiner naturen?
Ønskelisten til et nyt, samarbejdende Folketing er alenlang. Men hvis biodiversitet skal være andet end et skvulp i skåltaler, så er der brug for enkle og virkningsfulde tiltag. Nu. For når en gravemaskines hærgen i en tilgroet eng eller mose efterhånden anses for en form for pleje, ud fra tesen om at en fin nygravet sø er bedre end tilgroningsstadier, så har virkeligheden for længst overhalet selv de mest pessimistiske rapporter om tilbagegang for den lysåbne natur, der helst så gravemaskinerne afløst af ”gnavemaskiner”.

Plejepligt på alle overdrev
Et konkret, enkelt og virkningsfuldt redskab kunne være at følge § 3 beskyttelsen af de sidste udryddelsestruede overdrev op med en plejepligt. Når en mikroskopisk andel af vores landareal kan stå for næsten en tredjedel af vores rødlistede arter, så siger det noget åbenlyst om de værdier, vi mister lige nu. I dag gror overdrevene til, rødlisterigdommen forsvinder og endeløse krat præger i stedet vores tidligere åbne kystskrænter og stenede udmarker. En plejepligt ligger fint i forlængelse af landbrugslovens rydningspligt og kunne finansieres ved permanent at fritage de pågældende arealer for ejendomsbeskatning.

Græssende husdyr skal der til
At der også skal græssende dyr til - i langt større tal i aktiv naturtjeneste end i dag - er lige så åbenbart. Med over 300.000 hektar græsningsafhængig natur og måske blot 10-20.000 naturplejende kreaturer, siger det noget om, hvad der mangler, når man normalt anbefaler ét kvæg pr. hektar. Disse dyr mangler og har gjort det længe. Det alarmerende er blot, at udviklingen mod fortsat færre kvalitetsgræssere fortsætter. Særligt Fyn, Sjælland og øerne står tilbage med et skrabsammen af klappegeder, lamaer og shetlandsponyer. Her må Staten træde til som enten dyreholder i større stil eller stå for sanering af et virvar af regler, der i praksis dæmper incitamentet for at holde naturplejende kvæg. Og brug nu ikke EU-undskyldningen, for nabolande som Tyskland og Sverige kan også være fuldgyldige EU medlemmer og have masser af græssende kvæg i naturen.

Næste effektive middel
Skulle den nye regering efter et par vellykkede år ad disse spor have fået mod på mere, så skal opfordringen herfra lyde: Kast opmærksomheden på rigkær, der med sin enorme rigdom af plantearter (op til 200) burde leve op til sit navn. I Skåne kender de samtlige rigkær, og de kender både aktuel status og udviklingen de sidste 10 og 20 år. Og de er bekymrede for de 15 procent, der ikke plejes. I Danmark er der grund til bekymring for de 85 procent, der ikke plejes og ikke er blevet det i årevis. Hvor mange voksesteder for Vibefedt, Leverurt og Mygblomst der er røget på den alarmerende mangel på rettidig omhu, er ikke for småbørn at regne på. Og venter vi længere endnu, så kan selv ikke de mest skånsomme gravemaskiner grave disse områder frem igen: De vil for evigt være forvandlet til ynkelige ellekrat og sumpskove.

Økosystemtjenester – bierne og frugten af deres arbejde

Når honningbierne fragter pollen hjem til bistaderne, er det et klassisk eksempel på en økosystemtjeneste, som kan være svær at fatte omfanget af. Økonomer anslår nogle tal på papiret med en masse nuller bagefter, som udtryk for den indkomst økosystemet ”vilde og tamme bier” leverer til samfundet.

I virkeligheden har danske bier meget svært ved at finde varieret føde. Og når de alligevel leverer varen ved at bestøve frugtblomster i vores haver, parker og vilde natur, kvitterer vi så for biernes arbejdsindsats? Spiser vi så frugten af deres arbejde, der hænger lige for snuden af os?

Frugten af investeringer i samtalekøkken og flisebelægning
Vi køber honning, ja, og biavleren er glad. Det er også meget sandsynligt, at landmænd med rapsmarker får større udbytte på grund af biernes arbejde. Men i den almindelige husholdning værdsætter vi sjældent det orgie af frugter og bær, som biernes økosystemtjeneste netop kvitterer med – for vi bruger ikke vores dyre samtalekøkken til hverken syltning, henkogning eller saft af alskens vilde og forædlede lækkerier. Og måske er det gået helt i glemmebogen, fordi vi aldrig selv så det praktiseret i køkkenet som børn.

Men biodiversitet handler netop om at værdisætte det, vi har, udvikle potentialerne og lade næste generation arve mere, end vi selv modtog. Og her er bierne og deres uselviske arbejde en god indgangsvinkel til at få øjnene op for præcis, hvor forarmet og monoton ikke bare vores vilde natur, men også vores haver er.

Ved at tage store arealer i brug til flisebelægninger og rododendron plantninger, giver vi os selv dårligere kort på hånden til at forælde lækre økosystemtjenester til kvalitetsfødevarer i nyttehaver, frugthaver, parker og fællesarealer. For jeg taler ikke om landbrugsprodukter. Jeg taler om det, som du og jeg med få timers arbejdsindsats kan få ud af egne eller fælles arealer.

Hyldevare versus egen avl
Det er muligvis nemmere at smutte i supermarkedet og snuppe en tilfældig bøtte marmelade. Men tilsætningsstofferne kræver en mini-kemikers uddannelse at kende, og reelt aner du intet om frugtens oprindelse, eller om den er plukket af renvaskede hænder. Hvis du accepterer en marginal arbejdsindsats, som jeg vil kalde reel kvalitetstid, til at forvandle frugter og bær til egne, forædlede produkter, så kender du til processen og kan med stolthed stå inde for produktet.

Humlen er, at jo mere vi nyttiggør naturen og værdisætter og bruger dens ydelser, jo rigere biodiversitet arver næste generation. Så vil honning heller ikke længere være stenhård rapshonning (fordi det er småt med alternativer for bierne), men blød og smagsspækket vildblomst blanding.

Birkesaft og pollenallergi

For pollenallergikere er foråret ikke helt det samme overflødighedshorn af nyudsprungne grønne og gyldne nuancer. Eller det er det måske nok. Men det er krydret med så mange usynlige, og, for allergikere, stærkt ubehagelige elementer, at det smukke ligesom får en kant, det ikke var tiltænkt. Forklaringen er som bekendt pollen, pollen fra træer, græs og bynke. Sjovt nok alle repræsentanter for en flora, der trives godt i naturen, særligt hvis vi overhælder den med næring, hvis vi plejer den uhensigtsmæssigt eller simpelthen lader stå til.

Birketræet er flyttet ind alle vegne
En af de allerbedste til at dukke uventet op, først som spæd og uskyldig busk, er birk. Vortebirk og dunbirk er begge knyttet til let fugtige områder, men kan vokse på næsten al slags jord. Da de er hurtige til at vokse i vejret og se ud af noget, er de samtidigt nogle af førstegangshaveejernes foretrukne nyplantninger. Glæden holder sig typisk kun 15-20 år, så bliver birketræerne erklæret for store, for skyggende eller bare for meget. I bedste fald fældes de.

Vandtyven der forandrer naturen
Ude i den mindre kontrollerede natur, i dansk vildmark, er birken ofte et problem. Den dukker op hvor som helst – på hederne, i engene og i moserne. Særligt vores vigtige højmoser og fattigkær (fattige på næring!) er rigtig dårligt tjent med denne saftsuger. Birketræer er vandtyve i højmoser, der er én stor svamp af sphagnummosser og hvis sjældne planteverden er betinget af masser af vand, intet afløb og stort set ingen næring. Med birketræernes hurtige vækst og rigelige lysegrønne krone står de dagligt og pumper vand ud af højmoserne. Derved letter de samtidig indvandringen for andre birketræer, eventuelt eget afkom, og en udtørringsproces er godt i gang. Når birken kan gøre dette ved en naturtype, der ellers fra naturens hånd er en af de mindst gæstfrie, så er det klart, at birk kan dukke op og overleve, hvor som helst.

Vestamager – det inddæmmede areal
Når prognoserne for birkepollen i København siger ”høj”, kan det hænge sammen med sydvestenvinden og skyer af birkepollen, der driver ind fra forstædernes villahaver, rekreative arealer og ikke mindst Vestamager. Vestamager er historien om, hvordan vi mennesker påvirker omgivelserne på en uheldig måde, som netop gøder jorden for birketræer. Og det er historien om en kolossal landskabsforandring på kun 60 år fra de en gang vidtstrakte flader med strandenge og tidevandspåvirket havbund til rørskov og birkeskov. Vi skulle kalde Vestamager for ”Det inddæmmede Areal”. Det giver en bedre forståelse af, hvorfor flokke (kun flokke!) på ca. 10.000 hjejler og viber var en saga blot allerede i 1950’erne. Birkeskovene er i dag domineret af 30-40 årige birketræer, der pulser pollen fra sig med hvert et vindpust. Og som fænomen langt fra et københavnerfænomen.

Tør næsen og hold igen med birken
Er der da slet ikke noget godt i birk? Jo, det er nemt at fælde og flække, og det brænder lystigt, og med alderen kommer der – når ret, skal være ret – også spændende sumpskove ud af tilgroningsstadierne. Men det kræver tid, og det giver fortsat pollenskyer. Så et godt råd herfra, der vil gavne både pollenallergikere og de naturtyper, som birken kvæler, er: Hold igen med nyplantning af birk. Prøv med røn, der kan saves ned og komme igen flere gange. Og nyd birk som gavntræ til brænde, og tør så næsen - for fri for birk, det bliver vi aldrig.

Lad droslerne regere villahaverne

For godt hundrede år siden var det lidt af en sensation at have solsorten ynglende i de store forstadsvillahaver. I dag er det til gengæld indbegrebet af villakvarterer og bymæssig bebyggelse. Vi kender den så godt, at vi glemmer, at den er en forholdsvis ny bofælle i vores haver. Men hvorfor denne udvikling?

Før private haver blev omfangsrige med buske og træer, var brugen af træ som ressource intensivt op igennem 1800 tallet til alt fra bindingsværk til møbler og ikke mindst brænde. Dertil kom den almindelige praksis med at høste friske grene fra landskabets træer til husdyrene i sensommeren. Dette gav alt i alt et meget mere åbent og træløst landskab end det, vi kender i dag. Skovene var derfor solsortens oprindelige territorium – indtil fænomenet haver, som andet og mere end køkkenhave, slog igennem i slutningen af 1800tallet.

Solsorten - en sikker haveart
Blandt droslerne er solsorten den mindst kræsne med hensyn til valg af redested og omgivelser i øvrigt – bare det lugter lidt af skov, er den dér. Da de større byers villakvarterer for over 100 år siden antog ”skov-karakter”, var solsorten da også frisk og flyttede ind. Siden har arealet med denne kernedanske boligtype udvidet sig enormt, og dermed også mulighederne for en meget føjelig fugl som solsorten. Masser af mennesker får derved solsortens sang ind på rygmarven og bliver bløde om hjertet, når den synger, hvad enten det er den langsomme regnvejrssang eller morgenstundens fællessang.

Med sære snegle på arbejdsbænken
Sangdroslen er nok den næstmindst kræsne, og derfor ikke så overraskende den næste til at gøre solsortens indvandring til byerne efter. Men det skete langt senere, og først da træernes kroner var blevet tætte og sammenhængende. Sangdroslen lever desuden meget af snegle, som den på sit ”værksted” kan få ud af sneglehusene. Værkstedet er tit en stor sten, som den knuser sneglen mod, derfor kan sangdroslen godt lide de mere lukkede haver med skygge og snegletempo.

Vilde og fordringsfulde som teenagere
Sjaggeren er den mere vilde slægtning til solsort og sangdrossel. Den trives i flok, og yngler også sådan, selv om flokstørrelsen kan variere fra to til snesevis af par i samme gruppe træer. Det er netop de lidt afsidesliggende grupper af træer, der er artens domæne, og derfor er sjaggeren også først kommet inden for i villaområderne efterhånden som fællesarealer og yderområder har antaget den – for sjaggere – rigtige udformning.

Kronjuvelen i den store villahave
Misteldroslen er så kronjuvelen blandt droslerne. Den er stor og har en dybere og mere barsk stemme, end solsorten. Misteldrossel er straks mere kræsen. I skovene vil man typisk finde den repræsenteret i de ædleste dele af skoven – i højskoven, med indslag af gamle bøge, ege eller enkelte gamle graner. Og dette skovbillede er jo ikke så sært det sidste til at indfinde sig i byerne. Det kræver pænt store villahaver, hvor ingen har rørt en finger de sidste 50 år! Den type haver er svære at finde i dagens Danmark, hvor feng shui og haveprogrammer møver stadig større indslag af krukker og fliser ind på bekostning af ”skov”.

Inviter hele orkesteret ind i din have
Hvis du vil lave din have om til drosselland, så er den vigtigste ingrediens tålmodighed! Lad buske og træer gro, sats på hjemmehørende arter, slå eventuelt græsplænen fra tid til anden, så fodbold og kroket bliver muligt. Men lad derudover tiden gå, nyd udviklingen og solsortens sang til en behagelig start.

Brænd mere natur af. Tak!

Mens landet ligger hen i den østtyske variant af brunt, må der være andre end mig, der får den tanke, at meget biodiversitet ville være vundet ved at anvende ild som led i friseringen af landskabet her op mod den grønne vår. Og jeg skal skynde mig at sige: Det er ikke noget, du skal prøve hjemme i haven! Du skal derimod opfordre din kommune til, at I prøver det på jeres naturarealer, inden foråret for alvor sætter ind.

De brune nuancer vi ser i naturen nu, er forbundet med vissent plantemateriale, der udmærket lader sig afbrænde. Overdrev, gravhøje og ådalenes sammenfiltrede masse af plantemateriale skal have en eller to ugers tørvejr før end det med fordel for fuglelivet, insekterne og de sjældnere planter kan brændes af. Det er blot gået voldsomt meget af mode, særligt efter at markafbrændingerne blev forbudt for en 20 år siden. Og nu er det ikke marker, vi skal brænde af, men natur.

Resultatet er overvældende
På det ca. 150 hektar store Rinkenäs Skjutfält udenfor Halmstad i Halland har det svenske forsvar afbrændt hele området hvert år i mindst 70 år – og her bliver den fine blomst, klokkeensian, og sommerfuglen, ensianblåfugl, talt i hundredtusinder. Begge arter er forholdsvis sjældne i Danmark – måske fordi vi har glemt ilden hen ad vejen. Rigdommen i arter i Rinkenäs Skjutfält er samlet set overvældende.

Ild er ingrediens i en rig flora
Undersøgelser af eksempelvis gravhøjes plantesammensætning viser tydeligt, at - som små lommer af vild biodiversitet - er disse øer i landbrugshavet helt afhængige af lejlighedsvis afbrænding. For det gik ofte ”galt” under markafbrændingerne – ilden sprang over et harvet brandbælte omkring gravhøjen, eller bæltet var aldrig etableret. Med navne som Blushøj og Baunehøj er det nærliggende at konkludere, at ild har været en af de væsentligste ingredienser i vedligeholdelsen af en rig flora og insektverden på disse knolde i landskabet, der også i oldtiden blev antændt – og dengang også som forløberen for mobiltelefonen! ”Opkaldet” kunne gå på alt fra: ”Husk skindbukser” til ”Venderne kommer – flygt!”.

Ilden skal ikke buldre, men blidt feje hen over jorden
Men der er forskel på afbrænding. Den brandtomt, der markerer afbrænding af haveaffald (muligvis forbudt i flere kommuner) rummer ikke den store flora. Det hænger sammen med den bulderbrand, der regerer, og den store mængde aske, der ligger tilbage. Ild, der til gengæld svirper henover den visne jordbund, er godt! Varmeafgivelsen til jorden er kortvarig og i medvind ganske kortvarig. Afbrænding i modvind vil dog af sikkerhedsmæssige årsager ofte være bedre, da det går langsommere og er nemmere at styre.

Faktisk er ældre og midaldrende landmænd nok de, der har det største praktiske håndelag for korrekt afbrænding af større flader, om det så er marker eller overdrev, heder og ådale. Mangen et øjenbryn og pandelok er blevet krøllet og afsvedet under det lune arbejde. Lad dette blive en opfordring til landmænd, spejdere, beredskabstjenester og kommuner, der har læssevis af natur med akut plejebehov, om at finde sammen allerede dette forår, når græsset er blevet tørt nok. Botanikken og insektfaunaen reagerer voldsomt i positiv retning. Til glæde for os og alle planter, insekter og den videre biodiversitet.

Læs mere om biodiversitet på DN's hjemmeside

Naturen på hospice?

Da Karen Ellemann i november sidste år vendte hjem fra FN-topmødet om biodiversitet i Japan, var hun klar til konkret handling og klar at gøre biodiversiteten til en folkesag.

Hvordan kan selv samme minister så nogle måneder senere give det mest intensive landbrug i verden friløb frem til 2027 for kvælstofbelastningen? Det er netop det, Karen Ellemann har præsteret: At give landbruget mulighed for fortsat at overøse en historisk trængt dansk natur med yderligere kvælstof og skyer af ammoniak.

2010 udskudt til 2020 – realistisk?
Det er her, det bliver helt og aldeles umuligt at forestille sig, at vi kan nå de stadig dugfriske vedtagne mål om at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed inden 2020, når det nu heller ikke lykkedes for det intensive landbrugsland i 2010. En bred skare af forskere peger netop på næringsstofbelastningen, som en af de store forhindringer for at komme den hårdt trængte natur til undsætning. Derfor er det glædeligt at Altinget tog misforholdet op til behandling sidste uge, for man kan bare ikke blæse og have uld i munden samtidigt, Karen!

Tyndere sommerfuglebøger i fremtiden
Vi kan gøre det nemt for os selv. Vi kan i stedet droppe alle overflødige rapporter, udredninger og hurtigt arbejdende udvalg – kort sagt al snak og gyldne løfter – og i stedet se på, hvilke sider af vores barndoms flora og faunabøger, der ikke længere afspejler virkeligheden. Og så lad os rive dem ud!

For bogen om danske sommerfugle bliver kun halvt så tyk i næste udgave, og vores danske flora vil være uden de 10-20 procent mest specialiserede arter. Mange arter med fornavnet ”almindelig” vil være sjældne og umulige for lægfolk at opdrive. Folkeskatten af sange og digte om lærker, hjertegræs og merian vil, for den generation miljøministeren vil nå, være ufattelige og uforståelige, når de aldrig får muligheden for at opleve disse dyr og planter på nært hold.

Hold nu fast i det, der er vedtaget for naturen
Dansk natur er en endnu levende patient, der ikke kan klare flere drop eller blokeringer i ilttilførslen. Hvad skal vi med et genoplivningsforsøg i 2020 eller senere, når flere arter til den tid end ikke kan genoplives – eller genopdrives? Det er sund fornuft at holde liv i det, der endnu ånder. Konstrueret natur er ringere og markant dyrere end kontinuerlig naturpleje. Sammenlign blot prisen på en ko og en gravko, så ved du hvad jeg mener!
Læs mere på www.dn.dk/biodiversitet